Tekst: Johnny Tauman Foto & citater: Elin og Ejnar
31. august 2021
Flot kæmpet af Else Frøjk, som fik stor ros for arrangementet(arkivfoto: Johnny Tauman)– Du har gråt hår og sidder på en rollator. Er du gammel? udfordrede en pige på 8-9 år Else Frøjk, der har valgt at tage sig en mindre pause under udflugten med Børns VoksenVenner. Det varmede at få spørgsmålet, som også fik en grin med på vejen, fortæller Else, som igen stod i spidsen for en oplevelsestur med 77 forventningsfulde personer, hvor 40 børn under 14 år.-
Forældre fortæller
I år er det lykkedes at få to forældre – Elin og Ejnar, der for øvrigt havde tre børn med – til at fortælle og fotografere fra turen, der gik til Egeskov Slot samt Dyrskuepladsen i Odense. Og ja, for den, der ikke kan vente: Pizzamanden dukkede op.

Altid rift om pladserne på øverste etage
– Lørdag morgen kørte en stor dobbeltdækkerbus fra Clausen busser, ind på parkeringspladsen bag Ribe Byferie, fortæller Elin og fortsætter: – Her stod forventningsfulde børn og voksne klar til at komme på tur med Børns VoksenVenner til Egeskov slot på Fyn.
Elin hæftede sig især ved, at børnenes øjne lyste, da de så den store bus. De kunne næsten ikke komme hurtigt nok ind for at få en plads øverst etage.
Mad og drikke var perfekt
Turen gik rigtig godt – og ved ankomst til Egeskov var der tid til at få noget at spise og drikke. – Hver familie fik udleveret en stor lækker madpakke med sandwich til de voksne og pølsehorn og pizzasnegle til børnene samt vand og kakao, lyder det med begejstring fra Elin. Og så var der endog en overraskelse: billetter til at købe eller noget slik.
Frirum i en række timer
Familierne havde frirum klar til at gå på opdagelse på Egeskov. Der blev rigtig hygget og gået på opdagelse både i de mange haver, på museerne og på legepladserne.
Og så til Odense og derefter hjem….
Kl 16 var der samling ved bussen igen, hvor man lige kunne få en chokoladebolle og en kop kaffe eller en flaske vand, inden turen gik videre til Dyreskuepladsen i Odense.
Som traditionen foreskriver, dukkede en lokal pizzamand op med varianter til enhver smag. – Godt mætte, så skulle der lige spilles lidt bold, inden turen gik tilbage til Ribe, kommer det fra Elin. Hun vil gerne takke Else for et hårdt benarbejde med at skaffe sponsorer – og ikke mindst alle de frivillige, uden hvis engagement en sådan tur ikke kunne lade sig gøre.
Alle, der var med på turen, glæder sig allerede til næste gang, der bliver arrangeret en tur.