Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 23. november 2025

Det var kun fantasien, der satte grænser, og grænser var der ikke mange af, da Ribe Kunstmuseum søndag bød ind til juleværksted. Her kunne børnene og deres ledsagere, hvad enten det var i form af forældre eller bedsteforældre, lave julepynt eller julegaver. Og igen blev det en stor succes.

Omkring 40 børn og stort set lige så mange voksne fyldte i løbet af nogle timer museets atelier med tilstødende lokaler i kælderen, og her var der lagt op til masser af kreativitet.

Der blev fremstillet lysholder, dekorationer, juleklip en masse, snurretoppe og meget andet. Og ikke mindst børnene men og voksne havde nogle fornøjelige timer med saks, papir, ler, glas, farvelade og meget andet godt.

Som en mor med et stort smil sagde til din udsendte: – Det kan godt være, at børnene synes, der er lang tid til jul, og at de skal vente. Men indtil da er det os forældre, der skal vente, når børnene er til de forskellige arrangementer, og vi gør det gerne. Det her er fantastisk.

Og mens børnene arbejdede – i nogle tilfælde sammen med de voksne – var der også mulighed for at holde en pause over en æbleskive og et glas gløgg i museets cafe, der også var godt besøgt denne søndag middag.