Tekst Hasse Jørgensen, foto Pressefoto. Tirsdag den 27. nov.

Den søde juletid nærmer sig med hastige skridt og med masser af god julemusik i alle genrer. På den måde er der noget for alle, for det unge publikum lytter nok ikke meget til Birthe Kjær, Stig Rossen, og hvad nu alle de danske lidt mere modne kunstnere hedder.

Og det mere modne publikum lytter næppe meget til den helt moderne teknisk fremstillede musik, som mange unge efterhånden får ind i ørerne via mobiltelefoner, computere og iPads. For nogle sikkert udmærket musik, men der er altså noget specielt ved musik, der er komponeret på traditionel vis hvad enten det så er klassisk eller rock, og hvor der ligger et håndværk bag.

Og hvorfor så ikke give børnene mulighed for at opleve denne musik, når lejlighed gives og den oven i købet af gratis.

Niels Toft, der manden bag rigtig mange koncerter på Stenbohus, inviterer lørdag den 1. december alle børn til en rock-koncert på Hotel Ribe. De gratis billetter kan hentes i pub’en på Hotellet, men man kan også bare møde op. Niels Toft vil dog af hensyn til selve arrangementet gerne, at så mange som muligt henter en billet.

– Ved koncerten kan børnene ikke alene opleve musikken live, men de får også forklaret om den, og de kan selv prøve at komme på scenen, og det giver en helt fantastisk koncert, siger Niels Toft, der laver arrangementet for tredje gang, og som tilføjer: – Børnene må gerne tage deres forældre med..

Det er bandet Børn To Be Wild, der kommer og spiller med showet The Snow Must Go On.

I en pressemeddelelse fra bandet hedder det:

”Vi har i BØRN TO BE WILD jo dedikeret vores liv til at formidle den helt særegne musikstil kaldet rockmusik for børn og voksne. Det har vi senest gjort med showet “ROCKMUSIKKENS HISTORIE – 100 år på 1 time”, der stadig ruller over landet.

Vores JULESHOW bliver på alle måder en helt ny form for juleshow, hvor julens klassikere udsættes for et lag rock(er)bank. December måneds travlhed, juleklicheer, ønsker, drømme og hang til hysteri får en omgang med rock-raketten, og din opfattelse af krybbespillet bliver nok aldrig den samme igen. Trommeslageren er stadig megasur over, at han skal spille den lille ny. Hej Joe(sef) af Jimmy Hendrix er naturligvis med, ligesom “Julerockpourriet” glædeligt indeholder bl.a.”, ”Snow Must Go On (Queens), ”Merry X-mas everybody” (Slade) mfl.

Vi snakker “julemandskostume”, julesalmer tilsat rå rockguitar, sidste års hitsingle ”JUBIJUL”, børn på scenen og lære ”Last X-mas” og en hel masse andet julefis.

Det er julestemning og rockballade med stor humor og professionelt udført rockmusik fra øverste hylde. Som altid sender vi på både børne- og voksenkanalen, så det er aldrig kedeligt, uanset hvilke ører der hører.

Det varer 40 minutter, og man er på intet tidspunkt overladt til sig selv”

Koncerten holdes i Hotel Ribes sal lørdag den 1. december med start klokken 16.