Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 25. marts 2025

Da forældreafdelingen under Kulturforeningen Quedens for snart et år siden startede med et arrangement i Tangeskoven, var det med meget stor tilslutning og en kæmpe succes.

Nu gentager forældrene arrangementet, men i mellemtiden har afdelingen af kulturforeningen skiftet navn. Nu hedder den børneliv i Ribe, og det navn har man valgt, fordi bestyrelsen finder, at det navn dækker meget bedre over, hvad det er man vil: nemlig at skabe nogle gode aktiviteter for børnene, deres forældre, bedsteforældre og også gerne andre familiemedlemmer.

Siden afdelingen blev etableret, har der været holdt flere arrangementer, og alle har haft overvældende tilslutning, hvilket viser, at behovet for denne afdeling var til stede.

Og nu står et nyt, stort arrangement for døren. Den 27. april arrangeres der en familiedag i Tangeskoven i samarbejde med De Blå Spejdere, som viser noget om spejderlivet samt sørger for bål og pandekager stegt over bålet.

Ud over det blive der en masse andre aktiviteter så som fremstilling af trolde af naturens materialer, arrangementer på Troldehøjen, blomstertryk og naturbingo.

Det går i al sin enkelthed ud på, at deltagerne får en plads med billeder af forskellige ting fra naturen. Så gælder det blot om at gå en tur og finde de ting, der er afbilledet på pladen. Og når pladen er fuld, er gevinsten hjemme.

Der er også mulighed for ar besøge Troldehøjen, hvor man selv kan lave trolde af naturens materialer, men kan høre historier fra troldene og opleve dem.

Arrangørerne ser gerne, at både forældre, bedsteforældre og andre familiemedlemmer dukker op, og man er velkommen til at tage madpakken med. Der kan købes kaffe, kakao og juice på pladsen.

Arrangementet holdes fra klokken 10 til 13.