Tekst & Foto Johnny Tauman
12. februar 2020

Fuglereden på Skyttevej skal sælges, oplyser chef for Børn og Dagtilbud Mette Lindkær til RYK IND RIBE, der ikke kan oplyse hverken tidspunkt eller pris. Vi følger naturligvis udviklingen – og orienterer, så snart der er nyt på sagen.

Bygget i 1972

Fuglereden blev åbnet som selvejende daginstitution på Ribe Nørremark d. 1. juni 1972, men de første tanker kom for dagens lys allerede i 1968.  De mange nye parcelhuse med børnefamilier betød behov for lokale pasningstilbud – i samme periode blev Nørremarkskolen bygget og udvidet. – Alligevel blev Fuglereden fra starten for enlige mødres børn, husker den tidligere leder Anne Marie Medum Jakobsen, som var med til at ændre status fra selvejende til kommunal daginstitution i 2006. Hun var en vellidt og dynamisk leder i Fuglereden fra 1990 til 2012. Den første leder var i øvrigt Dorte Ager.

Landbobørn tilknyttet

I opgangstiderne var der på Nørremarken masser af børn, som desuden gik i Mælkebøtten eller Mosebo. Som noget helt specielt var børn fra Seem, Farup, Obbekær og Kalvslund tilknyttet Fuglereden.

Ny udstykning = flere børn?

Nu kommer der måske snart flere børn til Nørremarken, når Nørremarkskolens grund skal udstykkes. Trods dette vælger Esbjerg Kommune kun at have daginstitutionen Nørremarken placeret i Mælkebøtten og Mosebo. Mon det giver plads til en privatinstitution?

Institutionen skriver

På institutionens hjemmeside kan man læse følgende:
Nørremarken i Ribe er et kvarter nord for Ribe med parcelhuse bygget i 60´erne og frem til i dag – og der bygges stadig samt et område med almennyttigt boligbyggeri.
Vi har få skridt til naturområder med skov, eng og vandløb og bussen holder lige udenfor, så vi nemt kan komme ind til Ribe og tage del i de oplevelser og tilbud, der findes der.
Daginstitutionen på Nørremarken består af tre huse – Mælkebøtten, Mosebo og Fuglereden.
Husene ligger med en afstand på ca. 400 meter, så man ad stier nemt kan gå fra den ene til den anden.
Mælkebøtten har vuggestue og børnehave, Mosebo har børnehave og Fuglereden er indrettet med værksteder og bruges fælles især af de ældste børnehavebørn.

Fuglereden har også været anvendt til “nødpasning” ved fx. rør- og vandskader i andre daginstitutioner. J.A. Riis Børnehave var i Fuglereden under en større ombygning i ca. 1/2 år fra november 2018.

Specielt om Fuglereden

Fuglereden er indrettet som projektbase med atelier, naturværksted, konstruktionsrum, træværksted og motorikrum. Vi har i Fuglereden fokus på at bruge værdiløst og genanvendelige materialer i det pædagogiske arbejde. Det er hovedsageligt de ældste børn i institutionen, der benytter disse værksteder.

Værdien af værdiløst og genanvendelige materialer:

  • Materialerne appellerer til barnets fantasi og kreative udfoldelse.
  • Materialerne har mange muligheder og facetter. Barnet kan blive ved med at forandre, udvikle, afprøve på nye måder og eksperimentere.
  • Materialerne giver forskellige sansemæssige oplevelser, da materialer føles på forskellige måder, ser forskellige ud, vejer forskelligt og reagerer forskelligt.
  • Værdiløst materiale fremmer barnets koncentration og fordybelse.