Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, torsdag den 6. juni
Børn og unge optog meget af tiden for medlemmerne af byrådets udvalg for kultur og fritid på det seneste møde.
Der var sager om skoletidens længde, om mulighederne for at få unge til at interessere sig for politik, og hele kommunens ungdomspolitik var også til debat.
Børne- og ungepolitikken har som formål at sikre bedst mulige forhold for børn og unge samt give dem de bedste forudsætninger for at udnytte deres potentialer.
Der er udarbejdet et forslag til den nye børne- og ungepolitik, og det forslag er nu sendt i høring hos en række relevante instanser og herunder det fælles elevråd, fortæller udvalgets formand, May-Britt Andrea Andersen.
”Selv om det fælles elevråd har været med i processen omkring udarbejdelsen af det nye forslag, vil vi alligevel gerne høre deres samlede vurdering af forslaget” fortæller May-Britt Andrea Andersen.-
Med hensyn til den kortere skoletid er forslaget til behandling i kultur- og fritidsudvalget, fordi den kortere skoletid i de små klasser også berører timeforbruget i SFO.
Et flertal i udvalget gik ind for det fremlagte forslag, der går ud på at afkorte undervisningstiden med 27 minutter dagligt.
May-Britt Andrea Andersen tog forbehold overfor forslaget.
”Det gjorde jeg primært af den årsag, at det forslag, vi fik forelagt, var meget snævert beskrevet fra forvaltningen. Jeg tror, at vi har så dygtige skoleledere, at de selv kan tilrettelægge skoletidenn indenfor de økonomiske rammer, de har”
Sagen går nu videre til byrådets behandling.
Udvalget behandlede også et spørgsmål om, hvordan man generelt gør unge mennesker mere interesseret i politik.
I flere år har man haft et børnebyråd nedsat en gang om året, og det er der kommet flere spændende tiltag ud af. Blandt andet forslaget om en ny indretning af Vedels anlæg i Ribe, som vi tidligere har beskrevet, og som der arbejdes videre med.
Til udvalgsmødet denne gang lå der et forslag om at afskaffe børnebyrådet, men forslaget blev sendt tilbage til forvaltningen, da udvalgets medlemmer gerne ville have en mere detaljeret gennemgang af forslaget.










































































