Tekst :Johnny Tauman og René Jørgensen Foto: René Jørgensen
7. april 2020
Daginstitutionerne er lukkede under COVID-19-krisen – men alligevel passer Esbjerg Kommune en del børn i den såkaldte Nødpasning. RYK IND RIBE har kontaktet områdechef Mette Lindkær fra Børn & Dagtilbud for at få et øjebliksbillede af dagtilbudsområdet.
17-18 børn i Nødpasning i Ribe
Der gik ikke mange dage, før områdechefen har leveret en faktuel beskrivelse i vore indbakke. Og for at komme godt i gang, så tager vi først tallene for børn i Nødpasningen, der er opgjort to gange – for Ribe ser tallene således ud: 17 børn (30. marts) og 18 børn (1. april). For hele Esbjerg Kommune – inklusiv såvel selvejende som privatinstitutioner er tallene, som er indsendt til Kommunernes Landsforening: 238 / 259. – Vi har siden start af Nødpasningens første uge set en stigning på godt 3 %. Dette var forventeligt, siger Mette Lindkær.
Trygge og nærværende dage
Nedlukning og Nødpasning har fungeret rigtig fint, konstaterer Mette Lindkær og fortsætter: – I institutionerne har der stået medarbejdere klar til at modtage børn af de forældre, som har de samfundskritiske opgaver både offentligt og privat, og til de børn med helt særlige behov. Hun fremhæver, at medarbejderne gør alt for at sikre børnene nogle gode, trygge og nærværende dage, på trods af en meget anderledes situation. Lederne arbejder hårdt for at sikre stabilitet, koordinering og navigation i nye retningslinjer og vejledninger.
Hvad laver pædagogerne
Mange oplever, at hjemsendte lærere digitalt underviser børnene, men hvad laver pædagogerne egentlig. RYK IND RIBE stillede spørgsmålet til områdechefen, som gav følgende beskrivelse.
Lederne har til medarbejderne udarbejdet inspirationsmaterialer til hjemmearbejde. Opgaver er ift. til de styrkede pædagogiske lærerplaner, dokumentation, arbejde og ajour førelse i Hjernen & Hjertet, litteratur og kompetenceudvikling ved forskellige webinarer og litteratur.
Praktiske opgaver
Men også praktiske opgaver i daginstitutioner har været en del af hverdagen uden børn. – Der er blevet ryddet op, vasket legetøj og ordnet i de tomme institutioner. Det er fortrinsvis udført af de medarbejdere, som ikke har de pædagog-uddannede opgaver, forklarer Mette Lindkær, som også peger på afvikling af Tværs-møder og andre møder på Skype.
Digital kontakt med børnene
I hele perioden har pædagogerne i den opsøgende indsats haft kontakt til børnene og deres familier flere gange hver uge. – Her har vi rigtig god respons fra familierne, som er glade for at blive kontaktet, gode historier om pædagoger, der facetimer og synger med barnet på forældrenes telefon, viser tegninger og giver små opgaver til næste kald, lyder det fra en tilfreds områdechef.
Test af ”åben hotline”
Dagtilbud har bedt medarbejderne dokumentere deres refleksioner, opgaver og udfordringer undervejs – dette i et perspektiv af at drage nytte af den viden, der er opstået undervejs. – I et område har vi lavet en ”prøvehandling” med en åben hotline – for forældre – til pædagoger, med praktiske spørgsmål af alle slags vedr. børnene og deres trivsel. To pædagoger tog telefonen hver dag, siger Mette Lindkær til RYK IND RIBE.
Ekstra ferie efter ønske
Esbjerg Kommune har fulgt retningslinjerne for afvikling af afspadsering og ferieafvikling for offentlige ansatte i Coronakrisen. Nogle medarbejdere har ønsket af afvikle mere end de 5 dage og det har Dagtilbud fået på plads, da det stadig er få børn, som vi har i Nødpasning.
Mange eksempler på initiativer
– Jeg er meget positiv over RYK IND RIBEs henvendelse, hvor I tager initiativ til den gode historie – for der er rigtig mange, lyder det fra områdechefen, der fortsætter: – Jeg er meget imponeret og rørt over alle de frie initiativer der tages, over de ideer der opstår, og over den stærke vilje der er til at få alle igennem denne situation på bedste vis. Det fra både ledere og medarbejdere.
Her blot nogle eksempler: Nogle medarbejdere filmer sig selv, syngende og dansende i egen stue, og opretter Facebook grupper, så børnene kan synge med hjemmefra. Andre medarbejdere sidder og laver fantastisk Science-materiale til børnene, og andre igen digter sange om krisen, i et tilpasset pædagogisk sprog, og i kendte melodier, og sender hjem til børnene som kan synge med deres forældre.
120 har meldt sig som frivillig
– Og, ja, institutionerne ser tomme ud, det er flere af dem også – men der hvor der er børn bliver de passet, stimuleret og arbejdet med som vanligt, under de særlige forudsætninger der er. Vi glæder os til der er lys i hver eneste institution igen, kommer det fra en tilfreds Mette Lindkær, der kan glæde sig over at 120 medarbejdere fra Dagtilbud har meldt sig frivilligt til at være en del af den Udvidede Nødpasning, som vi tidligere har omtalt her på E-avisen.
Ressourcepædagoger opkvalificeres
– Ligeledes har vi Ressourcepædagoger fra Dagtilbud, som mandag skal i oplæring og introduktion, for at stå i beredskab til opgaver på andre institutionstyper i samarbejde med Familie og Forebyggelse. Det fortæller noget om medarbejdernes og ledernes engagement.









































































