Tekst: René Jørgensen Foto: Børneulykkesfonden
12. februar 2019.

Gode råd til en sikker fastelavn

Fastelavn er lige rundt om hjørnet, og det er noget mange børn ser frem til. Der kan dog opstå nogle uforudsete farer under fastelavnen. For at undgå dette giver Børneulykkesfonden nogle gode råd til, hvordan børnefamilier kommer sikkert gennem højtiden.

Flotte kostumer, rasleture og en tønde fuld af slik er en fast del af fastelavn for mange børn. Men alle tre elementer kan også udgøre en potentiel fare, hvis man som forælder ikke er opmærksom på de konsekvenser, de kan medføre. Her får du gode råd til sikkerheden omkring rasletur, fastelavnstønde og udklædning.

En sikker rasletur

”Boller op, boller ned, boller i min mave. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade!”. Sådan synger børnene, når de går fra dør til dør på jagt efter slik. Årstiden for fastelavn er vinter eller tidlig forår, og derfor er det også vigtigt, at børnene bærer reflekser, da de ellers kan være svære at se i vintermørket. Risikoen for ulykker nedsættes nemlig betragteligt, hvis man som fodgænger ifører sig reflekser.

Som forælder er det naturligvis også en god ide at gå med børnene, når de skal ud og rasle- især hvis rasleturen foregår efter mørkets frembrud. Det kommer selvfølgelig an på barnets alder, men små børn bør altid følges med en voksen.

Pas på indholdet i fastelavnstønden

Når katten er slået af tønden, kattekongen og kattedronningen kronet og godterne fra tønden skal uddeleles, er det en god idé at have tænkt over, hvad der er puttet i tønden. Som udgangspunkt er det smart at holde sig til udelukkende slik i tønden, da en blanding af slik og legetøj kan udgøre en fare for små børn, der forveksler legetøj med slik. Hvis man alligevel putter legetøj i, bør man undgå legetøj med runde og ovale former.

”Hvis I som forældre er usikre på hvilket legetøj, I kan putte i fastelavnstønden, har Sikkerhedsstyrelsen faktisk lavet en rigtig fin legetøjstester, som kan findes inde på deres hjemmeside. Den kan hjælpe dig med at teste, om smådelene i fastelavnstønden er så små, at de er farlige for småbørn.” siger Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Klæd dig ud som en farlig heks eller pirat – men på den sikre måde!

Udklædningen er en vigtig del af fastelavn. Men også her er der et par ting, man bør være opmærksom på. Fx har mange fastelavnskostumer snore omkring halsen. og disse kostumer bør man naturligvis, da de kan udgøre en kvælningsfare for barnet. Andre kostumer og parykker er lavet af syntetisk stof, som gør dem meget brandfarlige. Det er derfor vigtigt at holde børnene langt væk fra ild.

”Alle små drenge og piger ønsker at klæde sig ud som deres idoler, og det kan de også sagtens! Det er bare vigtigt at forældrene har styr på nogle grundregler for at kostumet samtidig også er sikkert” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.