Tekst og foto: Renè Jørgensen
6. september 2019.

Børn: At være dagplejer er et dejligt arbejde.

Det er et job med frihed under ansvar og selvstændighed, og selv om vi arbejder 48 timer om ugen, er der da også plads til, at vi får en middagspause, hvor vi kan lave lidt i hjemmet. En forudsætning er, at børnene altså sover –  det giver en frihed.

Dagplejen i Tange og Nørremarken i Ribe mangler dagplejere, derfor har de to dagplejere Conny Knudsen og Hanne Sunzenauer rettet henvendelse til RYK IND RIBE.

– Vi vil gerne have nye kollegaer, derfor har vi kontaktet jer, ikke mindst for at fortælle om det dejlige job vi synes vi har, lyder det fra Conny og Hanne. De har taget turen til legepladsen på Seminarievej ved de gule blokke, hvor børnene hygger og leger i sandkassen.

– Vi er sammen med dagplejen i Farup. De har kommunale ladcykler og kan komme ind til os, men det kniber mere den anden vej, for vi skal gå med barnevognene derud. Vi har fælles arrangementer, men de foregår nu også i Ribe.

Når man er kommunal dagplejer, får man god støtte fra de pædagogiske ledere, der er tilknyttet gruppen. Man er aldrig alene – og hvis man har brug for sparring om et barn, er det rart at vide, hvor hjælpen er.

Vi arbejder selvfølgelig ud fra kravet om at dokumentere vores arbejde med børnene. Når der fx er et arrangement, bliver forældre glade for at se deres børn har haft det sjovt. Begge dagplejere sætter stor pris på forældresamarbejdet, og forældrene er gode til at bakke op om vores arbejde, fortæller Hanne og Conny, mens de har øjnene rettet på børnene i sandkassen. De hygger sig gevaldigt og er helt trygge ved at lege med hinanden, selv om de er fra to forskellige dagplejere – de kender hinanden.

At være dagplejer giver megen frihed i jobbet. Der er altid vejledning at hente i forvaltningen, hvor hver gruppe har sin egen pædagogiske leder, som også kender børnene fra de legestuegrupper, de kommer i.

Kurser og spændende foredrag er en del af arbejdet, og det er med til at styrke arbejdet for dagplejerne.

Har du fået lyst til at blive kollega med Conny og Hanne, men gerne vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Hans Jessen, der er leder af Dagplejen i Esbjerg Kommune.