Tekst & Foto: Johnny Tauman
27. juli 2024
Sommeren har været våd – ja sjaskvåd, og derfor har en række læsere af RYK IND RIBE spurgt, om Boats of Ribe er stoppet med at sejle, siden de fire elbåde i perioder har ligget ved pontonbroerne “lukket godt og grundigt til”.
– Jo, vi sejler, fortæller Lasse Bonde Møller og tilføjer: – Men i år har der været udfordringer med den høje vandstand i åen – og i kombination med de lave militærbroer, har det været vanskeligere at lave lejeaftaler.
Både Søren Ole Clausen og Lasse Bonde Møller har fuldtids job ved siden af bådene. Når de sender gæster afsted, så sørger de for, at der altid er en af dem fysisk til stede, som kan give instruktioner og udlevere redningsveste. – Det mener vi, er den bedste service!
Lasse gør opmærksom på endnu en faktor: – Ud over vandspejlet i åen og militærbroerne er åbningstiderne tilpasset tidevandet. Det betyder, at vores åbningstider ændrer sig hver dag. Sidste sommer havde vi det modsatte vilkår – nemlig for lidt vand i åen!
Kort og godt! – Der er en masse logistik, som skal gå op i en højere enhed, men vi har mange forespørgsler – og alle vores ture er besat i weekenden., lyder det glade budskab fra Lasse ⛵️
Vil du vide mere – brug linket: Boats of Ribe