Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen,
mandag den 3. april 2023

Så fik Ribe sin nye turistattraktion, der – at dømme efter starten – går en rigtig god fremtid i møde.

Boat of Ribe lagde fra land mandag med fuldt hus, eller man skulle rettelig skrive med alle både udlejet.

Et fantastisk forårsvejr og en blank å gav de bedste betingelser for de små el-drevne både, der fremover kan lejes for en time, tre eller fire. På en time, kan man med god tid nå til ringvejsbroen og sejle frem og tilbage ved Skibbroen. På tre timer kan man nå Kammerslusen og få en bid brød her, og med fire timer har man – som en af de første sejlere sagde – også tid til at ”tulle” rundt ved slusen.

Lasse Bonde Møller og Søren Ole Clausen, der står bag bådudlejningen, hvor der i første omgang er tre både til rådighed, er oven ud tilfredse med den første dag.

– Der har været mange mennesker, og vi havde udsolgt i dag. Desuden er der masser af bookinger resten af påsken, men der er også ledige tider, så man kan komme ud at sejle, fortæller Søren Ole Clausen, der også kan fortælle, at parret har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger på oplevelsen.

– Det har være helt fantastisk, siger Søren Ole.

Finn fra Ribe var med kone og børnebørn nogle af de første, der var ude at sejle.

– Det var en skønne tur. Det var pengene værd, og vejret var jo også med os, selv om det var køligt.

– Efter vores mening er tre timer lige passende til en tur til Kammerslusen og få en ”bid brød” og så sejle hjem igen. Turen tager en time hver vej.

– Så det er ikke sidste gang, I har været afsted?

– Det er det ikke. Det var rigtig fint. Nu havde vi nogle af børnebørnene med denne gang. Næste gang skal andre med, så ingen bliver forfordelt. Vi er jo pensionister, så vi har tiden til det, slår Finn fast.