Tekst Hasse Jørgensen,  foto privat, onsdag den 31. januar 2024

– Selv om det er de døde, der ligger der, har kirkegårdene også et liv. Når man går tur på kirkegården og læser navnene på de afdøde, kommer man til at tænke på dem, man kendte, og mange minder dukker op. Man kommer også til at tænke på, hvad de mennesker ville lave, hvis de var her i dag.

Ordene kommer fra journalist Bo Maimburg, der ved siden af det at skrive i en del af den lokale presse gennem mange år har underholdt med sit klaverspil, sine sange og kompositioner – ikke mindst sammen med datteren Isabella.

Og netop kirkegården er et af de steder, hvor Bo har hentet inspiration til en af sine mange tekster og melodier. Det vender vi tilbage til.

Nu er det med at optræde ude et overstået kapitel for den dygtige komponist og sangskriver. For sygdom har ramt bentøjet og gjort det lidt mere besværligt at komme rundt. Og dog:

– Hvis Isabella får jobs i Ribe området, og det vil hun gerne have, tager jeg også gerne med ud og akkompagnerer hende, lyder det fra Bo.

Men ellers er de sidste omkring tre år brugt i det studie, han har fået indrettet i hjemmet i Ribe. Her har Bo brugt tiden på at komponere, skrive sange og ikke mindst indspille dem med datteren Isabella og gode musikalske venner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bo i studiet ved klaveret, som nu er hans foretrukne instrument

I dag kan du høre 20 af Bo’s kompositioner på alle streamingtjenester. Der er sange tilegnet Stafet for Livet, der er sange om Ribe, slagsang til RHK og meget andet.

Mange af sangene har tekster af Bo’s gode ven Dieter Sebelin.

– Hvad kommer først: tekst eller melodi?

– For mig er det teksten, der kommer først. Jeg ved, at der er mange andre, der siger, at de skal have melodien først. Men for mig er det omvendt. Og der er vel ingen regel for, hvad der er rigtigt?

– Hvor stammer din musikalske interesse fra?

– Som otteårig fik jeg et trommesæt af mine forældre i julegave, og jeg har spillet siden. Jeg tror, det var min fars drøm, der skulle udleves gennem mig. Han ville selv gene i gang, men pengene var små den gang. Jeg fik senere en guitar og spillede på den nogle år. Som 15-årig begyndte jeg på klaveret, og selv om jeg stadig spiller guitar, er klaveret mit foretrukne instrument som akkompagnatør.

– Hvorfor synger du ikke selv?

– Det har jeg gjort i et par bands i ungdommen, men jeg synger ad h…… til, og jeg synes, det er meget grænseoverskridende at synge. Bag et instrument føler jeg mig tryg. Jeg skal have andre til at synge, og det ligger der også noget socialt i. Lige som der er noget socialt i det at få gode venner til at spille forskellige instrumenter under indspilninger.

– Hvor mange melodier og tekster har du lavet i tidens løb?

– Det er rigtig mange. Jeg har skrevet til Ribespillene, kabaretter og meget andet. Noget vil altid være bedre end andet, og det jeg laver, er kun for sjov. Det er ikke noget, jeg skal leve af. Det er udelukkende en hobby. Det er sjovt at få tekst og melodi til at passe sammen.

– Hvor får du inspirationen fra?

– Det er meget forskelligt. Jeg havde en god ven, Charlie, der døde for nyligt, og som jeg har haft meget at gøre med. Ham har jeg skrevet en sang om, og når man føler, at man skal have noget ud, kommer det også nemt og flydende.

– Og da jeg gik på den gamle kirkegård, dukkede der mange minder op om de afdøde venner. Det skrev jeg en sang om, og det sjove var, at min ven Dieter, havde samme ide, men han kunne ikke lige finde vinklen.

– Jeg var også på besøg hos Isabella, der bor i Århus. Hun havde besøg af en veninde, Maja, og jeg fornemmede, at de to havde et helt fantastisk venskab. Jeg følte, at jeg skulle skrive en sang om venskab med de to som modeller. Da den var færdig, spurgte jeg, om de ville indsynge den. Det ville de gerne.

– Er hele familien musikalsk?

– Afgjort. Min anden datter Alberte, er en bedre pianist end jeg. Og min kone Heidi er også gennem musikalsk, men hun har lagt det på hylden på grund af en travl hverdag. Men det er ikke sådan, at vi en lørdag aften sidder med guitaren og synger, som jeg ved andre gør, lyder det fra Bo Maimburg.