Tekst og foto Hasse, torsdag den 3. november 2022
Torvet i Ribe har atter fået sin blomsterforretning, om end det ”kun” varer til 23. december.
Inge Kjær Pedersen har som sidste år op til jul åbnet My Flowers. Sidste år lå forretningen i stuetagen, men da den er permanent lejet ud, er den nye butik indrettet i kælderen.
Og det er den bestemt ikke blevet mindre hyggelig af.
Her er en masse flotte dekorationer, kranse, lys og meget andet, der relaterer til årstiden og den kommende jul.
Inge Kjær Pedersen laver langt det meste selv, og det foregår i værkstedet hjemme i Melbroder i aftentimerne.
– Hvornår slapper du så af?
– På Torvet kan jeg om dagen slappe af med at nørkle med nogle ting. Der er ikke plads til så meget. Hjemme kan jeg jo tænde op i brændeovnen og arbejde, mens jeg også lige kan skæve lidt til fjernsynet, fortæller Inge med et stort smil.
I butikken fører Inge bl.a. danske, håndstøbte lys produceret i Silkeborg, og der er også lys til allergikere.
– Mange begår den fejl, at hvis de opdager allergi mod stearinlys, farer de hen og køber lys af den reneste stearin. Men det er det værste, man kan gøre. Man skal købe lys, der er baseret på planteolie. De lys kan allergikere også tåle, og de har en meget lang brændetid, forklarer Inge Kjær Pedersen.