Tekst Hasse Jørgensen, foto Peter Helles Eriksen. Mandag den 4. febr.
Det kræver gode øjne og en god fantasi at være arkæolog, for hvad er det dog for ting, der er blevet gravet ud i Ribe?
Museet Ribes Vikinger inviterer i vinterferien børn til at tage en tur rundt i udstillingerne for at kigge nærmere på nogle af de mange fine genstande. Opgaven består i at finde ud af, hvad genstanden er, og hvad den har været brugt til. Går det godt vanker der naturligvis lidt sødt som belønning.
Og nu man er ved arkæologien, kan man tage en tur op i flyveren og benytte chancen for at se udstillingen “Historien i kornet”, der fortæller den spændende historie om en af arkæologiens mest fascinerende metoder, nemlig luftfotoarkæologien.
Masser af sporene fra vores forfædre er skjult for det blotte øje, og derfor kan det være vanskeligt at vide, hvor arkæologerne skal grave – for hvor er der noget at finde? Og hvad med dér, hvor det ikke er muligt at grave? Kan vi alligevel få noget at vide om det liv, der har været levet på stedet førhen?
Tager man billeder fra et lille fly, når kornet står højt på marken, afslører sporene sig, og det levede liv er ikke længere usynligt.
Udstillingen er bygget op om godt 20 kæmpe store luftfotos, og ved hjælp af gennemsigtige akrylplader med en tegning af sporene får gæsterne selv mulighed for at gå på opdagelse i de spor, fotoet afslører.
Derudover viser udstillingen en del af de mange genstande, som udgravninger på stederne bragte frem.
FAKTA
Ribes Vikinger holder åbent 10-17 hele uge 7
Gratis børneaktivitet: Juniorarkæolog hele uge 7 og uge 8
Udstillingen “Historien i kornet” kan ses til og med 24. februar










































































