Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, torsdag den 15. januar 2026

Omkring 60 kvinder var torsdag aften samlet til et oplæg arrangeret af Andelskassen i Ribe. Under overskriften ”Investering og privatøkonomi målrettet kvinder” var der lagt op til en både oplysende og inspirerende aften for de mange deltagere.

Arrangementet begyndte i Andelskassens lokaler på Seminarievej i Ribe, hvor der blev budt på en forfriskning. Herefter gik turen videre til Ribe Byferie, hvor deltagerne samledes i Festsalen.

Andelskassen Ribe med centerdirektør Lene Fisker som vært stod bag arrangementet, og aftenens oplægsholdere var kundechef Mette Harbo Bossow fra Sparinvest – en investeringsvirksomhed og et kapitalforvaltningsselskab – samt Ann-Christina Lykke Motzfeldt fra Moneypenny, der er en videns-, netværks- og inspirationsplatform for kvinder.

Det gennemgående budskab i oplæggene var, at kvinder i gennemsnit investerer og opsparer mindre end mænd. Det skyldes en kombination af strukturelle, økonomiske, kulturelle og psykologiske årsager. Det handler altså ikke om manglende evner, men om rammer og erfaringer.

Samtidig blev det fremhævet, at de kvinder, der investerer og sparer op, generelt klarer sig bedre end mænd. Kvinder er ofte mere forsigtige, investerer langsigtet og handler sjældnere – og netop det giver et mere stabilt og fornuftigt afkast over tid.

Der blev givet en grundig gennemgang af de mange muligheder, begreber og teknikker, der knytter sig til opsparing og investering. Rådet til aftenens publikum var klart: Kom i gang – jo før, jo bedre. Søg viden, læg en plan og mærk glæden ved at blive din egen finansminister.

Mette Harbo Bossow

Ann-Christina Lykke Motzfeldt