Tekst & Foto: Johnny Tauman
11. juli 2025
Gartneren fra Fyn, Bjarne Willer Jensen, nyder at komme til Ribe, hvor han hver onsdag sælger frugt, bær og grøntsager fra tidlig morgen til sen eftermiddag. – Jeg pakker tidligt min lastbil med al verdens gode tilbud, siger Bjarne, som mange gang triller ind på Skibbroen for at gøre en af de første stadepladser ud mod åen klar omkring 07:30 – og han fortsætter som regel med at handle til et stykke forbi kl. 15:00.
Blomsterne har drillet i år
Da RYK IND RIBE kikkede forbi onsdag var der godt gang i butikken – specielt blomkål og ærter gik som varmt brød, men også de mørke jordbær havde stor interesse. Under snakken og mellem ekspeditionerne fortalte Bjarne om arbejdet ved at være et enkeltmandsfirma. – Specielt i år har det været vanskeligt med blomster, idet de næsten konstant skal have tilført vand for ikke at tørre ud.
Bjarne har masser af udstyr med, så varerne kan tage sig bedst ud for de mange kunder. – Jeg får snakket lidt undervejs, kommer det med et stort smil, inden han igen skal op i lastbilen for at hente yderligere varer til udstillingen.
– Selv om det er virkelig dejligt at komme rundt på de forskellige markeder, så kan jeg godt begynde at mærke min alder. De mange tunge løft slider! Bjarne har en palleløfter med, men der er også mange manuelle opgaver.
De omkring 40 stadeholdere på Skibbroen er rigtig glade for Bjarne – hans smil og lune humør smitter af på de mange besøgende – det er både stamkunder og nysgerrige forbipasserende, som søger skatte på de mange salgsboder.

På jagt efter “skatten”
Og så er det værd at huske, at Bjarne selv dyrker sine blomster og de friske grøntsager.