Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Frida Gregersen
D. 11. April 2022
Bispinden, Grundtvig og Grundloven
I sidste uge blev Ribebispen fejret. Allerede i denne uge er der atter fest i Bispegården, hvor Bispinden runder de 60. Men hvem er hun egentlig, denne Kirsten Margrethe Andersen, som de fleste kender for hvert år at åbne sin have for fejringen af Grundloven.
Rykind: Hvad er der med den Grundlov?
Kirsten M. Andersen: Med alt det, der sker i verden, så synes jeg i stigende grad grundloven er værd at fejre. Det har den sikkert altid været, men der er måske en tilbøjelighed til at tænke, at bare vi stemmer, så har vi demokrati. Men det er jo noget, som er hårdt tilkæmpe. Vores grundlov er født ud af nogle helt grundlæggende retsprincipper. Statens giver os garantier på de helt grundlæggende pligter og frihedsrettigheder. På forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed, men jo også undervisningspligten.
Så det synes jeg virkelig er værd at fejre.
Rykind: Men hvorfor arrangere et grundlovsmøde i Ribe?
KMA: Det er jo gået hårdt ud over gamle amtsbyer som Ringkøbing og Ribe. Man kan mærke en sorg hos en række mennesker i forhold til hvad byen var inden Købstadsdanmark blev lagt ned i 2007. Men jeg synes, på den anden side, at den stolthed, der også er her, betyder, at det er meget nemt at få folk med på noget. Jeg luftede ideen og opdagede, at det ramte en historisk interesse – også for at komme ind i haven.
Jeg kommer fra et hjem, hvor der altid er blevet fejret grundlovsmøde. Min far arrangerede hvert år grundlovsmøde i Haslev, hvor jeg kommer fra.
Da ideen kom op, var der ikke et folkeligt og tværpolitisk grundlovsmøde her Ribe og det kunne være skønt, hvis vi kunne lave et. Ikke fordi mødet ikke må være politisk, det ville være fuldstændig absurd, hvis det ikke var politisk, men det skal bare ikke være partipolitisk. Det skal være et møde, der fejrer, at vi styrer vores samfund ved hjælp af politik. Jeg var vant til at Grundlovsdag var en fest. Og hver gang nogen sagde, at de aldrig har været inde i haven, så tænkte jeg, at den er virkelig velegnet til et grundlovsmøde.
Rykind: Er du glad for at bo i Ribe?
KMA: Jeg føler mig meget hjemme her i Ribe, men har også en klar fornemmelse af, at fordi jeg jo ikke arbejder her, så er der meget i den her by, jeg ikke ved noget om endnu. Da vi kom til byen, havde vi heldigvis et skolebarn, vores datter Anna, og det var med til at åbne byen for os på alle mulige måder. Det at man, på en skole, er sat i et fællesskab, kaster utrolig meget af sig. Og det samme i gymnasietiden.
Det, jeg sætter pris på i en by som Ribe, er bl.a. de fælles huse, jeg kommer i. Det er seminarieHuset med biblioteket, det er museerne, det er kirken og så er det Katedralskolen, som er utrolig god til at åbne sig for foredrag og koncerter. Det samme gælder Ribe Fritidscenter og svømmehallen. Det at vi har vores fælles steder, som man aldrig kan være udelukket af. Biblioteket og Kirkerne er åbne for alle. Der er ingen der står og tjekker ved indgangen. Man kan komme ind i svømmehallen uden at være medlem af en klub. Hvis man rejser rundt i verden, så er det ikke altid tilfældet. Så vil der typisk være en skole, der ejer en svømme- eller idrætshal og du skal være indskrevet på universitet for at bruge biblioteket. Vi har nogle frie fællesrum og det får mig til at føle mig hjemme.
Rykind: Hvad laver du, når du ikke er hjemme i Ribe?
KMA: Jeg underviser lærerstuderende i religion, etik og medborgerskab på UC Syd i Haderslev. Fag som understøtter dannelse eksistentielt, etisk og demokratisk. Bevidsthed om at de formelle sider af demokrati er mindst lige så vigtig som livsformssiden. Vi har nok, i en årrække, været stærkere på livsformssiden og er kommet til at tage demokrati og retssikkerhed for givet. Det skal lærerne jo virkelig være opmærksomme på. Hvis eleverne opdager, at der bliver stukket blår i øjnene på dem, går det ikke. Det er vigtigere at sige til dem, at det her har I indflydelse på og det her har I faktisk ikke indflydelse på, end at lade som om, at de har indflydelse på det hele. Hvis de oplever, at det er ligegyldigt, hvad de og vi siger, så er det faktisk en aflæring af demokrati.
Når jeg har internationale hold af lærerstuderende, så oplever jeg, at en del af de vesteuropæiske unge er meget desillusionerede. Hvorimod de østeuropæiske og sydamerikanske studerende, som ikke er vokset op med det, har varmere følelser og større længsler mod det demokratiske samfund. De forstår, hvad det vil sige, ikke at have det.
Rykind: Ud over at være seminarielektor er du formand for Grundtvigsk Forum. Hvad handler det om?
KMA: Grundtvigsk Forum er en landsdækkende forening, som går tilbage til 1898. I Esbjerg er der 5 lokale kredse, mens der ikke er nogen i Ribe og hvorfor ved jeg ikke. Det burde vi måske gøre noget ved. Det var oprindeligt mennesker, der kom hjem fra højskole og gerne ville fortsætte den form for aktivitet lokalt. Med foredrag og ved at være aktive i skolebestyrelser og menighedsråd.
Sekretariatets hovedsæde ligger på Vartov midt i København. Det er et årsmøde, der vælger en bestyrelse og det er kredsene ude i landet og de større byer, som leverer medlemmerne til foreningens styrende organer.
De lokale foreninger er meget selvhjulpne. Så paraplyforeningen arbejder også på at gøre Vartov til et levende kulturhus med folkeoplysende aktiviteter og så blander vi os i kirkepolitik, skolepolitik og kulturpolitik. Vi er meget opmærksomme på de stærke frihedstraditioner. Vi har snuden i sporet for at fastholde, at vi alle har mulighed for at forstå vores samfund og indgå i diskussioner om det.
Rykind: Hvad er der med ham Grundtvig?
KMA: En af grundene til, at Grundtvig holder, er, at han skrev på vers. Sangene gør det muligt fortsat at at dele mange mundrette oneliners. ’Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.’ Et digt, en sang, sætter tingene ind i en sammenhæng. I digtningen oplever vi jo, at viden og følelser ikke nødvendigvis er adskilte, så ordene baner en ny vej for, at man ser verden. Man bliver bekræftet i en måde, man har set verden på eller man ser noget nyt. Han kritiserede rationalismens overbevisning om, at mennesket bliver selvstændigt, når det kun handler ud fra sin fornuft og uden at blande sine følelser ind i det. Det klarsyn gælder fortsat. Jeg mener, at der er gode eksempler på, at følelser kaster lys over både tænkning og handlinger. Og gode analyser og solide beregninger, skader jo ikke, som dem vil jeg selvfølgelig heller ikke undvære. Tit er den menneskelige fornuft en slags efterrationalisering, bl.a. fordi handlinger kun kan forstås i en sammenhæng. Det kræver erindring, fortælling, poesi, som også influerer i det politiske, Det betyder, at vi lærer, hvad det betyder at være en myndig borger og en del af samfundet. Hvad skal vi hver især og sammen kunne for at være et folk, der kan tage beslutninger.
Grundtvig var et barn af sin tid. Han gik ikke som udgangspunkt ind for demokrati, fordi han frygtede, at det ville blive pøbelvælde. Så da han kunne se, at demokratiet ville komme, opfandt han højskolen, så også de voksne dengang kunne lære at indgå i et folkeligt demokrati – et folkestyre. Jeg finder, at disse ideer var så væsentlige, at de i fortsat er værd at forny.
Rykind: Hvad er der med ham biskoppen?
Biskoppen – Ja, ham er jeg jo gift med. Vi mødte hinanden på teologistudiet, og har jo samme uddannelse, men vi har ikke brugt vores uddannelse på samme måde. Jeg er ordineret præst, men er gået underviservejen. Det er et kæmpe privilegium for os, at have mange fælles interesser og have mulighed for at udfolde det i forskellige arbejdsliv. Bispeembedet har placeret os i hjertet af Ribes smukke gamle centrum, og det nyder vi hver dag. Vi er langt fra de eneste, der gør. Tænk at bo i en by, som så mange ønsker at besøge.
Kirsten og biskoppen (Elof Westergaard) har tre voksne børn, Elias, Clara og Anna og to børnebørn, Erik og Jens. En del af den sparsomme fritid bruges i Ribe Roklub, men også på en lang række andre interesser, herunder musik, kunst og litteratur.
KMA: Jeg er et virkelig godt sted nu. Tænk at vi har denne dejlige bolig til låns i en by, hvor vi føler os hjemme. Når jeg går i byen, slår det mig tit, når jeg hører de besøgenes mange forskellige sprog, hvor dejligt det er, at så mange godt kan lide at være gæster i Ribe. Tænk at bo i en by, hvor det er så åbenlyst, at mange nyder at være her. Det synes jeg er virkelig, virkelig dejligt.
