Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 16. august 2023

– Da vi skulle til VM i kvindefodbold i Mexico i 1971, føltes det nærmest helt uvirkeligt. Og den tur, vi nu skal på til Toronto i Canada føles nærmest lige så uvirkelig.

Ordene kommer fra Birthe Kjems, Vester Vedsted, der i 1971 var målmand på det danske kvindehold, der vandt VM i fodbold i Mexico.

Sammen med sine medspillere – bl.a. nu afdøde Annette Frederiksen, Ribe – var hun i virkeligheden med til at bane vejen for kvindefodbolden, der er nået langt i ligeberettigelsen navn, men hvor der ifølge Birthe Kjems stadig mangler noget.

– Se nu bare dette års mesterskab. Hvor var de danske TV- kanaler? Det var betalingskanalerne, der viste kampene, pointerer Birthe Kjems.

Og det er netop kvindefodboldens trange vej frem i lyset, der er baggrund for Birthe Kjems tur til Toronto.

Engelsk dokumentarfilm

Sagen er, at et filmselskab i London, New Black Films, har lavet en dokumentarfilm på 90 minutter om datidens pigers svære vej til anerkendelse indenfor fodboldverdenen.

Virkeligheden er, at VM i Mexico faktisk var et uofficielt VM, for ingen af de nationale eller internationale forbund ville anerkende pigerne som medlemmer. Det blev derfor det italienske vinfirma Martini, der sponsorerede mesterskaberne og betalte for pigerne ophold i Mexico. Navnet Martini står også på medaljerne.

Holdene kom fra Argentina, Danmark, England, Frankrig, Italien og Mexico og spillede en turnering for over 100.000 fans på Azteca Stadium. Et tilskuertal, intet dansk herrelandshold har spillet overfor.

Den gang måtte der heller ikke være reklamer på spilletøjet. Det fandt puma hurtigt ud af, så de gav pigerne både spilledragter, træningstøj med mere. Og når de manglende, skulle de blot ringe.

Først 20 år senere blev der officielt holdt VM i kvindefodbold.

Birthe og Ann eneste repræsentanter

New Black Films har været rundt i deltagerlandene ved VM i Mexico for at interviewe nogle af datidens spillere for at høre om de problemer, de havde med at blive anerkendt både før og efter 1971. I Danmark har New Black Film interviewet Birthe Kjems og Ann Stengaard, der som ung fodboldspiller hed Andreasen til efternavn. Birthe spillede for Ribe BK mens Ann Spillede for Svendborg.

Filmen med titlen Copa 71 får verdenspremiere ved den store, internationale og prestigefyldte filmfestival i Toronto med start den 6. september. Som et kuriosum kan nævnes, at Mads Mikkelsens film Bastarden også er med på festivalen. Og Copa 71 har søstrene Serena og Venis Villiams kendt fra tennisverdenen som ”executive producers”

Som de eneste to repræsentanter for mesterskaberne den gang i Mexico, er Birthe Kjems og Ann Stengaard af filmselskabet inviteret til verdenspremieren.

– Jeg har jævnligt talt med Ann, og vi er enige om, at det er helt vildt, og at vi tager det som en stor oplevelse, siger Birthe.

At ikke flere piger fra andre lande fra det daværende hold er inviteret, skyldes ifølge filmselskabet, at de piger bliver inviteret til premieren på filmen i deres respektive hjemlande.

Annette var bedste tekniker

De tilbageværende piger fra det daværende danske landshold mødes stadig en gang om året, og her ser de en optagelse af finalekampen, som Birthe Kjems er i besiddelse af.

– Annette Frederiksen var klart holdets bedste tekniker, men hun var også en spiller, der ikke gjorde meget væsen af sig. Nu er hun her desværre ikke mere. Jeg har været i forbindelse med hendes søster for at fortælle, at filmen er lavet og at Annette også optræder i den, idet der vises udpluk af kampene i Mexico, fortæller Birthe.

Hun fortæller videre, at ingen af de nationale fodboldforbund ville anerkende pigerne.

– Det var slemt nok i Danmark, men andre steder var det langt værre. I England fik pigerne at vide, at de blev ekskluderet, hvis de spillede. Men da de ikke var medlem af et forbund, kunne de jo heller ikke ekskluderes. Det medførte dog, at det var et helt ungt og nyt hold, der blev sendt til Mexico. Da holdet kom hjem igen, fik spillerne at vide, at de ikke måtte spille på banerne i en klub, der var medlem af det engelske fodboldforbund. Gjorde de det, blev klubben straffet.

– Herhjemme ville DBU heller ikke vide af os, så vi startede en union for kvindefodbold udelukkende for at blive optaget i DBU. Vi blev optaget i 1972, og det første officielle danske mesterskab for kvinder vandt Ribe BK i 1973. Vi vandt de tre første mesterskaber og fem i alt, fortæller Birthe Kjems.

Startede som firmahold

Men Ribe BK må jo have været fremme i skoene den gang, når de tillod jer at spille. Hvordan startede det?

– Vi var en flok piger, der spillede håndbold. Om vinteren blev der arrangeret firmaturneringer i indendørs fodbold. Vi ville gerne være med, men vi havde jo ikke et firma. Så vi gik op til Folmer Nørgaard i Grønnegades Mælkeforsyning og spurgte, om vi måtte stille op for ham. Det måtte vi gerne, og da resultatlisten med vores firmanavn blev offentliggjort i avisen, gav Folmer Nørgaard sodavand.

– Vi blev flere piger, og vi rykkede ud i det fri. Den gang var Simon Jermiin formand for Ribe BK, og der var overhovedet ingen problemer med at få lov at spille i klubben, fortæller Birthe Kjems.