Tekst & Foto Johnny Tauman
22. januar 2019
RYK IND RIBE har kontaktet Teknik & Miljø for at få belyst Esbjerg kommunes indsats ift. at tømme sandfangene omkring Ribe – her specielt i Ribe Østerå, men også sandfanget ved Ribe Fritidscenter er interessant – ligger jo i Tved å / Hjortvad å systemet, hvor snæbler altid har haft gode vækstvilkår.
Ribe Amt pumpede sand hvert år
RYK IND RIBE har i artiklen sidste to afsnit gengivet afsnit, der viser at netop tømning af sandfang er nødvendig – både i forhold til snæblen og andre fiskearter og ikke mindst Mølledammen.
Da Ribe Amt havde ansvaret for vandløbene, blev der pumpet sand fra sandfangene hvert år – samme hyppighed havde skæring af rør, mens klipning af grøde skete 4 gange årligt. Som fotos fra den tid viser, skabte den form for vedligeholdelse rene vandløb.
Esbjerg Kommune: bedst at pumpe hvert år
RYK IND RIBE´s spørgsmål har været forbi biolog Tomas Jensen, der sidder i Esbjerg Kommunes afdeling for Natur & Vandmiljø. På spørgsmålet om, hvornår der pumpes sand fra sandfangene udtaler Tomas Jensen: ”Oppumpning af sand fra Ribe Østerå til afvandingspladsen ved Seem er stort set en årligt tilbagevendende begivenhed. Sandfanget er i realiteten stort nok til at rumme 2 års sand, men hvis det kun tømmes hvert andet år, så bliver pumpeafstanden større. Derfor er det oftest bedre at pumpe én gang årligt.”
Pumpefrevens siden 2007
Tomas Jensen har set tilbage i optegnelserne side kommunesammenlægningen. Her viser det sig, at det ikke er muligt at dokumentere oppumpning i 2007 og 2009 (oplysningerne ligger i et nu nedlagt regnskabsprogram). Tomas Jensen fortæller: ”Der er pumpet sand årligt i 2008 og hele perioden 2010-2017. Arbejdet foretages henover efterår/vinter.”
Ikke pumpet i 2018
Der er ikke oppumpning i 2018, da entreprenøren ikke mulighed for at foretage denne opgave i november/december. Tomas Jensen oplyser: ”Natur & Vandmiljø forventer, at 2018 oppumpningen udføres i januar/februar”. RYK IND RIBE vil dække selv arbejdet, såfremt vi bliver orienteret om tidspunkt / lokalitet.
Anvendelse af sandet
Biolog Tomas Jensen svarer nedenstående i forhold til anvendelsen af det oppumpede sand.
”Sandet er blevet analyseret for miljøfremmede stoffer, og er karakteriseret som fyldsand.
Sandkornene er ”slebet” af transporten i vand, henover vandløbsbunden, så de er ikke kantede, men afrundede. Det gør at sandet ikke er så let at komprimere.”
Rækken af brugere og opgaver med sand fra sandfangene er lang:
- underlag under byggerier af stalde og ridehaller.
- forbedring af markveje,
hævning af lave områder på marker i omdrift,
omkring staldbygninger og på veje/stier for kvæg mellem mark og stald
fyld oven på markstakke. Sand fra andre af Esbjerg kommunes sandfang er også blevet anvendt som vejfyld og fyld under cykelstier og som fyld omkring f.eks. fjernvarmerør.
Det koster at vedligeholde
RYK IND RIBE har gennemlæst materialet om Vandløbsrestaturering – artikel 2 – udgivet af Sønderjysk Landboforeningslaug i 2005: ” Laksen i Ribe Å – fra forvaltningsplan til arbejdsplan”.
Heri står der om sandfang: ”For at løse problemet med tilsanding af gydeområder, bør man i stedet etablere sandfang opstrøms alle væsentlige grusstryg der opfylder laksens krav – en løsning der kan gennemføres inden for en kort tidshorisont og til en overskuelig omkostning.
Den eneste ulempe ved sandfang, er den årlige omkostning til tømning og bortkørsel af sand.
Ribe Amt har i mange år vedligeholdt to sandfang i henholdsvis Hjortvad Å og Ribe Østerå, det vil sige nederst i Ribe Å systemet. I forbindelse med tømninger af disse sandfang har man løbende undersøgt om sandet indeholdt tungmetaller.
Undersøgelserne har hver gang dokumenteret, at sandet praktisk taget er uforurenet og at det derfor ikke skal deponeres, men kan anvendes til opfyld, vejbyggerier og lignende. Man må forvente at omkostningerne til vedligeholdelse af sandfangene vil være størst de første år og at omkostningerne derefter falder i takt med, at det opstuvede sand der findes i vandløbene i dag, bliver opsamlet i sandfangene.”
Snæbelen og sandfangene
Danmarks Miljøundersøgelser skriver i ”Kortlægning af arter omfattet af EF-Habitatdirektivet 1997-2000” bla. om snæblen, der blev set i to eksemplarer ved årets elektrofiskeri. For godt 18 år skrev man en Vurdering af snæblens bevaringsstatus i Ribe Å.
”I Ribe Å-systemet er der nu etableret den største bestand i Ribe Amt. Gydepladserne er beliggende på en ca. 10 km lang strækning af tilløbet Hjortvad Å. Årsagen til at snæblen reproducerer sig i Ribe Åsystemet er formodentligt at der for år tilbage blev etableret et stort sandfang i den nederste del af Hjortvad Å. Sandfanget forhindrer de neddriftende snæbellarver i at blive ført ud i Vadehavet for tidligt og fungerer desuden som opvækstområde de første måneder. Hvis der kan skabes passage over stemmeværkerne i Ribe By er forholdene mindst lige så gode i Ribe Å som i Vidåen da der opstrøms Ribe By er store arealer med rørsump og vinteroversvømmede engarealer”.
PS! Hvad gør man skarven – en af snæblens største fjende? (foto: Gert Mikkelsen)