Tekst & Collage: Johnny Tauman
18. oktober 2020
Mange mennesker valfarter til vådområderne for at få oplevelsen Sort Sol med dansende stæreflokke. Og mange kører forgæves, da de ikke lige kan finde det bedste sted. Flere har til RYK IND RIBE tilkendegivet, at de savner advisering om ”dagens” Sort Sol på Vadehavscentrets platform – men det undlades bevidst. De er nemlig arrangør af guidede ture, hvorom de skriver på hjemmesiden:
– Når du tager på sort sol tur, er der ingen garanti for succes. Det er ikke altid, at fuglene danser som forventet. Naturen har sin egen rytme og stærenes adfærd er styret af faktorer som vejr, føde, rovfugle og overnatningspladser. Men her på Vadehavscentret følger vores naturvejlede stærene, og vi har rekognosceret hver aften for at vide, hvor stærene befinder sig. Derudover kender vi Ribemarsken godt nok til at vide, hvor de bedste udkigsposter vil være afhængigt af, hvor stærene befinder sig.
Man får tilmed en særdeles kompetent naturvejledning på turene. Naturvejlederen fortæller om stærenes adfærd og træk og sørger for at alle får en spændende og uforglemmelig oplevelse.
Vi har arrangeret sort sol ture i mange år, og vi håber, vores erfaring vil afspejle sig i større succesrate. Forøg dine egne chancer for en god oplevelse, og book en tur med os.
Massive menneskemængder
Biolog og naturvejleder Emil Vesterager, Vadehavscentret siger til RYK IND RIBE: – Vi oplever jævnligt ret massive problemer med store menneskemængder ude i de områder, hvor stærene er. Det skaber problemer for stære, lokalbefolkning, landmænd og området mere generelt.
Han fortæller, at den slags problemer er nemmest at reducere, hvis folk er med på ture, hvor der bliver sørget for at parkere rigtigt, ikke stå og gå forkerte steder mm. Han fortsætter: – Desuden har vi på Vadehavscentret et max på 3 offentlige grupper + 1 privat på en given aften. Det er ofte langt under efterspørgslen, men vi hæver ikke antallet af grupper af hensyn til “trykket” på områderne. Det er altså i høj grad for at passe på området.
Økonomien skal hænge sammen
Og når ret skal være ret, så bruger Vadehavscentret en masse timer på at holde styr på, hvor der pt er flest stære. – Og dertil kommer, at vi som en selvejende institution skal ”driftes” af vore egne indtægter. Vi får således dækket omkostningerne til det via billetindtægter fra turene. Dertil vil det være urimeligt for alle dem, der køber en billet – og dermed betaler for forarbejdet, hvis de skulle betale for, at alle de andre også får den information, lyder det fra naturvejleder Emil Vesterager
Foto i collage: Dronefoto: Ove Detlevsen – Sort Sol: Torben Hestehave









































































