Tekst Hasse Jørgensen. Lørdag den 30. marts.
Biografforeningen Dagmar har holdt sin årlige generalforsamling. Her kunne en tilfreds formand H.C. Bonde berette om fin tilslutning til forevisningerne i Ribe Filmklub, som foreningen driver i samarbejde med Ribe Bibliotek.
Til de otte aftenforestillinger i 2018 var der et fremmøde på knap 300. Det giver et gennemsnit på ca 37 pr forestilling, hvilket er markant flere end året før med ca. 28 i gennemsnit.
Til de otte eftermiddagsforestillinger i Seniorbio var fremmødet ca. 450, – et gennemsnit på ca. 55, hvilket er nogenlunde uændret i forhold til 2017. Seniorbio tilrettelægges i samarbejde med Ældresagen.
Biografforeningen Dagmar har som formål at etablere en biograf i Ribe. Et arbejde som i 2018 har været sat i bero. Og det vil det fortsat være meddelte formanden på generalforsamlingen. Og fastslog, at med mindre der skulle vise sig en konkret mulighed for at genoptage biografprojektet, koncentrerer foreningen sig om at fortsætte det gode samarbejde med biblioteket og Ældresagen om aktiviteterne i filmklubben.
På et efterfølgende møde har biografforeningens bestyrelse konstitueret sig som følger:
H.C. Bonde blev genvalgt som formand og Bente Kann som næstformand. Ib Østerlund Madsen blev genvalgt som kasserer og Birthe Christiansen som sekretær. Jens H. Larsen fortsætter med at tage sig af pr og web. Suppleanter er Torkil Funder og Brian Lønne. Sidstnævnte blev nyvalgt på generalforsamlingen.










































































