Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Onsdag den 12. september.

Nu får du lejlighed til at høre en af nutidens absolut bedste guitarister i Ribe.

Det er den legendariske Billy Cross, der kommer til byen for at give koncert på Ribe Katedralskole onsdag den 19. september.

Det er Quedens, der står som arrangør, og i starten var koncerten planlagt til at blive holdt på Brorsons Minde. Den er i stedet flyttet til Ribe katedralskole, og Lise Frederiksen, Quedens, oplyser, at de købte billetter til Brorsons Minde naturligvis også gælder til koncerten på katedralskolen.

Billy Cross er født i USA i 1946, og han startede som studiemusiker og medvirkede på flere albums. Han gav flere koncerter i København samtidig med, at han arbejdede med Bob Dylan og Meat Loaf. Han var således medlem af Bob Dylans band fra slutningen af 1977 til foråret 1979.

Han flyttede permanent til Danmark i 1980.

I Danmark har han både været musiker og producer, og han har arbejdet sammen med mange kendte danske kunstnere som C. V. Jørgensen, Anne Dorte Michelsen, Allan Olsen, Henning Stærk, Johnny Madsen, Lars Lilholt og Daltons samt Björn Afzelius.

I dag spiller han i tre forskellige bands: The Billy Cross Band, Everybodys Talking og som solist.

Desuden er han involveret i en genoplivning af 60’er-bandet The Druids of Stonehenge.

Billetter til koncerten kan købes på Quedens.