Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 12. november 2024
Det tog mindre end fire timer, så var alle billetter til Royal Run i Ribe udsolgt.
Billetsalget blev åbnet klokken 10, og allerede midt på eftermiddagen dukkede den første besked op på Facebook: ”er der nogen, der har en billet til Royal Run i Ribe i overskud, er jeg køber til den. Der var udsolgt, da jeg kom igennem på nettet”
Sagen var, at umiddelbart efter billetsalget blev givet frit, brød systemet sammen, og det var umuligt at komme igennem for at købe en billet.
Og da det endeligt lykkedes for mange at få hul igennem, var der udsolgt.
Sent tirsdag aften var der udsolgt i alle byer. Det vil sige Ribe, Korsør, Horsens Viborg og København.
I Ribe er der solgt omkring 10.000 billetter, og der ventes mindst lige så mange tilskuere til arrangementet, der får kongelig deltagelse.
Det er i skrivende stund endnu uvist, hvem fra den kongelige familie, der løber i Ribe. Men flere kilder har overfor Ryk Ind Ribe antydet, at det bliver kongen selv, der kommer til Ribe. Det bygger kilderne på en statistik, de viser, at kongen oftest selv løber i den by, hvis navn først bliver nævnt som hjemby for Royal Run. Og det var i år netop Ribe, der samtidig er en vigtig historisk by som Nordens ældste.
Heller ikke ruten er offentliggjort endnu. Det sker først senere i et samarbejde med hoffet og arrangørerne.