Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe og pressefoto, torsdag den 3. juni
Tingene nærmer sig det normale efter corona-virus indtog landet, og den 27. og 28. august kan ripenserne og andre se frem til, at der igen holdes vinfestival i Ribe.
Det er 16. gang, festivalen afvikles, og den er kaldt Danmarks hyggeligste vinfestival i Nordens ældste by. Sandt er det da, at folk kommer rejsende lang vejs fra for at deltage i festivalen, og en af arrangørerne, Verner Thomsen kan fortælle, at et norsk par allerede har booket hotel i byen for at være med til festivalen uagtet, at de ikke ved, om de kan få en billet.
Sagen er nemlig, at modsat tidligere udbydes billetterne til vinfestivalen i forsalg på billetten.dk, og salget er rent faktisk allerede åbnet.
– Vi udbyder af hensyn til corona omkring 25 procent færre billetter, end sidst festivalen blev holdt i 2019, så man skal nok ikke vente for længe med at købe en billet. At vi gør det på denne måde hænger sammen med, at vi godt vil være lidt på forkant og have en ide om, hvor mange, der kommer, fortæller Verne Thomsen fra Den lille Vinklub, der står bag arrangementet.
Han siger videre, at man nu har fået så godt gang i byens gårde, at der ikke bliver problemer med afstand o.s.v. Omkring 30 vinforhandlere og -importører deltager i festivalen.
– Og det bliver helt sikkert lige så hyggeligt, som de foregående år, siger Verner Thomsen.
Der kan købes billetter til både fredag og lørdag, og med en billet i hånden kan man gå hen til ”glasboderne” og få sit vinglas, der bruges til smagsprøverne, udleveret. Er der billetter i overskud, bliver de solgt på dagen.
Billetter kan købes på https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/96375










































































