Månedens kunstværk, august 2020: Georg Jacbosen. “Nature morte (Au panier des carottes)”, 1921.Ribe Kunstmuseum

Tekst og foto Ribe Kunstmuseum, lørdag den 15. august.

Georg Jacobsen (1887-1976) var en af de nordiske kunstnere, der efter 1.verdenskrig drog til Paris for at finde nye inspirationer. I Paris slog han sig sammen med kunstnerparret Adam og Ellen Fischer, og gennem dem mødte han en række internationale kunstnere, der alle havde som mål at granske og udvikle maleriet.

Gruppens hovedfigur var mexicaneren Diego Rivera, der indtil 1917 havde været en del af den kubistiske strømning, og ud over ham talte gruppen bl.a. russere, brasilianere, nordmænd, svenskere og danskere. Gruppen af kunstnere ville male anderledes end kubisterne. Det store forbillede var – lige som hos kubisterne – Paul Cézanne, men hvor kubisterne tog alle former i billedet og transformerede dem til strenge geometriske former, så ville Rivera-gruppen hen til en kunst, hvor de geometriske former lå neden under motivet; som en konstruktion, der skulle føles, men ikke ses. Gruppen sad mange aftner og analyserede gamle italienske renæssancemalere og Cézanneværker og fandt nogle fælles kunstneriske retningslinjer, som Jacobsen senere udgav som en billedteori.

Mellemkrigstiden er en broget affære med mange forskellige kunstretninger og strømninger, så Riveragruppens ‘konstruktive kunst’, er kun én af de udtryk, der viser sig i maleriet omkring 1920’erne.

Den konstruktive kunst slog ikke igennem internationalt. Rivera rejste til Mexico i 1922, hvor han efterfølgende udførte store muralmalerier. Jacobsen skulle egentlig have været med, han havde billet til damperen og var blevet vaccineret, men pga politiske uroligheder i Mexico kom han ikke afsted. Til gengæld fik han en professorstilling ved Statens Kunstakademi i Oslo, hvor han blev headhuntet til at undervise i ‘billedbygning’, og kom derigennem til at præge en række nordiske malere.

“Billedbyggeren: Georg Jacobsen og den konstruktive kunst” åbner på Ribe Kunstmuseum i februar 2021.