Tekst & Foto: Johnny Tauman
25. september 2019
Tanker fra en morgentur – ved 7-tiden – fra Esbjerg til Ribe Industrikvarter.
Allerede ved området med de to stærekasser pakkede trafikken sammen, da bilister valgte at aktivere bremserne, tænde de røde lygter og liste forbi med blot 70 km/t. Det er rigtig træls – hvorfor ikke køre, hvad man nu må på landevejen?
Hvorfor køre konstant langsom?
Omkring “Lille Mallorca”, hvor der tidligere var badesø, men nu henligger som sump, tøffede en mindre hvid bil afsted med 80 km/t. Og det eneste, der var at gøre, var at aktivere autopiloten, da stangtrafikken fra Gredstedbro og Ribe var massiv- en uafbrudt lygte på lygte masse. “Måske drejer hun fra mod Darum” – og så kan farten sættes op til 90 km/t, men ak” – hun tøffede videre og trillede gennem krydset med 60 km/t. Hele tiden 10 km/t under den lovlige hastighedsgrænse.
Og nu begyndte tankerne så at rumstere, mens radioen spillede: “Hvordan vil hun tackle vejarbejdet, hvor der er hastighedsgrænse på 50 km/t?” – Og jo, her blev der bremset ned til 40 km/t.
Der var efterhånden dannet en større kø – og efter sammenfletningen med bilister og tungekøretøjer på rute 11, så var der kun et ønske: “Drej nu af mod Gredstedbro” – og bønnen blev hørt.
Alle satte hastigheden op til 90 km/t for at komme fremad. Men, men! Så kom der gudhjælpemig en traktor ind foran os alle fra Ribe Landevej ved Gredstedbro – og tålmodigheden kom på en ekstra prøve frem til Industrikvarteret.
Og det var så kun een morgentur – hvad med alle jer, der hver dag sidder i trafikken? Overordnet vurderet, så klarer I det fint – og der er flow, som ikke mindst kan ses i den store rundkørsel hvor Trojelsvej går over i Varde Hovedvej – med mulighed for at køre ad Borhsvej / Koldingvej.
Sammen kan bilister løfte flowet
Der er masser af tunge transporter, som en gang skal på interimsvejene og militærbroerne – med hastighedsbegrænsninger og kun et køretøj / bro ad gangen. Det kan give ophobning af trafikken – så dagens oplevelse vejrer i vinden.
Sammen kan bilisterne løfte flowet…..