Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, lørdag den 22. august

Det var noget af et sælsomt syn, der mødte de mange gæster ved Kammerslusen lørdag middag.

En lang kortege af mange forskellige biler trillede op på den store parkeringsplads ved restauration Kammerslusen. Der var biler i alle mulige udformninger og modeller. Blandt dem en stor brandbil, der dog ikke længere er i aktiv tjeneste.

Det var en flok bilentusiaster, der havde tilrettelagt en velgørenhedstur fra Kolding over Kammerslusen til Haderslev. Formålet var dels at nyde køreturen i de mange forskelligartede biler, og dels at samle penge ind til Julemærkehjemmet i Kollund. Og da kortegen nåede Kammerslusen, var det lykkedes at få de første 5.000 kroner i kassen til det gode formål.