Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto Thomas Rytter, torsdag den 24. november 2022

Big Band Ribe er igen klar til at jazze julen ind med et repertoire sprængfyldt med swingende arrangementer af festlige juleklassikere.

Inspireret af traditionel bigbandmusik, som fx Count Basie og Frank Sinatra, spiller det 19 mand store orkester op i Bryghallen på Ribe Bryghus den 3. december kl.15.00. Der er fri entré, og der venter publikum en stor oplevelse, når bandet optræder blandt de store øltanke – ja, faktisk er der garanti for at komme i julehumør!

Big Band Ribe startede som Ribes Mindste Bigband i september 1989 som et otte personer stort aftenskolehold men er siden vokset til et fuldt besat bigband, organiseret som en selvstændig amatørmusiker-forening,  der har turneret rundt omkring i verden – bl.a. Kina, Cuba, Argentina og Surinam.

Big Band Ribe består af 19 jazzelskende medlemmer fordelt på trompeter, tromboner, saxofoner, rytmegruppen med trommer, bas, guitar og klaver samt bandets helt egen crooner: Terkel Michelsen – direkte fra Gørding. Dirigenten for Big Band Ribe har siden 2019 været saxofonist Christoffer Find.