Tekst: Renè Jørgensen foto: arkivfoto RYK IND RIBE IND
6. maj 2021.
Esbjerg Kommunes Biblioteker byder straks på en stribe arrangementer, nu det igen er tilladt at have forsamlinger under tag. Og emnerne kunne ikke være mere forskellige.
Fluefiskeri på ekspertniveau, fællessang til klavertoner, mikrobers livsvigtige betydning for os og hvordan dét, vi kalder virkeligheden, reelt er en illusion skabt af de sanser, vi er udstyret med.
Så vidt forskellige er emnerne for de første fire arrangementer, Esbjerg Kommunes Biblioteker inviterer til straks efter, at et Folketingsflertal har firet lidt på restriktionerne, så bibliotekerne på ny kan være vært for forsamlinger.
Husk nu coronapas og ID
Arrangementer må dog stadig kun tælle et begrænset antal deltagere, så det er en god idé at skynde sig med at hente gratis billetter på Esbjerg Kommunes Bibliotekers hjemmeside, hvis man vil være sikker på at få en plads.
Og det kan ikke understreges nok, at deltagere ud over billet skal vise gyldigt coronapas og ID, som restriktionerne fortsat forlanger det.
Inklusive tips og tricks
Eksperten i fluefiskeri er Thomas Kjelgaard, der siden 2003 har været instruktør hos Danmarks Sportsfiskerforbund og er en flittig skribent for magasinet Sportsfiskeren.
For Thomas Kjelgaard er fluefiskeri ophøjet til en livsstil, og i sit billedforedrag deler han oplevelser og anekdoter fra sine ekspeditioner til nogle af verdens mest fascinerende fiskesteder – heriblandt i Island, Grønland og regionen Patagonien i Sydamerika, som hører under Chile og Argentina.
Mere hjemlige, men ikke mindre fascinerende, er hans erfaringer med det til tider barske fluefiskeri efter vestjyske laks.
Deltagerne i arrangementet kan også glæde sig til at få tips og tricks til at forbedre deres eget fiskeri, og tid og sted er nu på tirsdag den 11. maj klokken 19 på Ribe Bibliotek.

Thomas Kjeldgaard (pressefoto)
Vi opfatter kun lidt af vores omverden
Ligeledes på tirsdag den 11. maj tager Esbjerg Kommunes Biblioteker fat på nye, livestreamede foredrag med naturvidenskabelige topforskere – et tilbud, bibliotekerne har fået i stand i samarbejde med Ribe Katedralskole og Aarhus Universitet.
Det er professor i sansefysiologi på Institut for Biologi på Aarhus Universitet Peter Teglberg Madsen, der er på storskærmene i henholdsvis Seminariehuset i Ribe og på hovedbiblioteket i Esbjerg klokken 18.45-21.00.
Peter Teglberg Madsen er en på verdensplan førende forsker i hvalers og flagermus’ brug af biosonar – det vil sige nogle dyrs måde at orientere sig på ved at udsende lyde og bruge tilbagekastede ekkoer til at skabe sig et billede af deres omgivelser. Som introduktion til sit foredrag fastslår professoren, at det, vi mennesker betragter som “virkeligheden”, faktisk er en illusion. Reelt er det nemlig kun en lille del af vores omverden, vi opfatter med det sanseapparat, vi er udstyret med, i kombination med vores hjernes måde at bearbejde sanseindtrykkene på og lagre resultaterne i hukommelsen.
Altså er vores opfattelse af virkeligheden fuldstændigt betinget af vores sanser, og det betyder igen, at mennesker og dyrene med deres mangeartede sanseapparater har mangfoldige verdensopfattelser.
Peter Teglberg Madsen vil uddybende berette om slangers varmesyn, fugles “indbyggede kompas” og hajers evne til at føle elektromagnetiske felter foruden flagermusens biosonar.
Til sidst i foredraget behandler han det evigt spændende spørgsmål om, hvorvidt vi mennesker har “sjette sanser”.
Deltagerne kan stille spørgsmål til professoren på sms og Twitter undervejs og opfordres i øvrigt til at tage kaffen med hjemmefra, idet Esbjerg Kommunes Biblioteker også på dét punkt må være coronaforsigtige.
Højskolesangbogen frem igen
Tirsdag den 18. maj bliver Højskolesangbogen fundet frem igen på hovedbiblioteket, når Esbjerg Kommunes Biblioteker er vært for fællessang med Jørn Munksgaard ved flyglet i musikområdet.
Jørn Munksgaard vil også give deltagerne lidt baggrundsviden om de udvalgte sange, og det er klokken 16-17.30, der stemmes i.

Jørn Munksgaard (pressefoto)
Også tirsdag den 18. Maj følger endnu et livestreamet foredrag med en topforsker, og denne gang vil professor i genomforskning ved Københavns Universitet, dr.med. Oluf Borbye Pedersen give et indblik i den nyeste forskning om de bakterier, svampe og vira, som lever i og på os alle sammen.
Oluf Borbye Pedersen konstaterer, at de milliarder og atter milliarder af mikroskopiske eksistenser, vi bærer rundt på livet igennem, har langt større betydning for os, end de fleste ved.
For vores “gode” mikrober styrker vores modstandskraft mod dem, der er farlige for os, og påvirker vores hjerne og stofskifte på en vældigt gavnlig måde.
Hvor magtfuldt noget så småt kan være, kan vi se overalt omkring os i disse tider: Coronapandemien.
Det er på ny i både Seminariehuset i Ribe og på hovedbiblioteket og i tidsrummet 18.45-21, livestreamingen foregår, og tillige ved denne lejlighed kan deltagerne stille spørgsmål via sms og Twitter.
Hent de gratis billetter hér
FAKTA
Billetterne til samtlige de fire nye arrangementer i regi af Esbjerg Kommunes Biblioteker er gratis og hentes fra bibliotekernes hjemmeside via de følgende links:
“På opdagelse med fluestang i å og elv”, Ribe Bibliotek https://www.esbjergbibliotek.dk/arrangementer/andet/paa-opdagelse-med-fluestang-i-aa-og-elv
“Sære sanser”, Ribe Bibliotek, Seminariehuset https://www.esbjergbibliotek.dk/arrangementer/andet/livestreaming-saere-sanser
“Sære sanser”, hovedbiblioteket i Esbjerg https://www.esbjergbibliotek.dk/arrangementer/andet/livestreaming-saere-sanser-0
“Højskolesangbogen”, hovedbiblioteket i Esbjerg https://www.esbjergbibliotek.dk/arrangementer/andet/hoejskolesangbogen-18
“Magtfulde mikrober der gavner dig”, Ribe Bibliotek, Seminariehuset https://www.esbjergbibliotek.dk/arrangementer/andet/livestreaming-magtfulde-mikrober-der-gavner-dig-0
“Magtfulde mikrober der gavner dig”, hovedbiblioteket, Esbjerg https://www.esbjergbibliotek.dk/arrangementer/andet/livestreaming-magtfulde-mikrober-der-gavner-dig









































































