Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, mandag den 16. februar 2026

Planerne for et nyt Ribespil er kommet endnu et godt skridt videre mod realisering.

Efter den stiftende generalforsamling for den nye forening forleden, har den nyvalgte bestyrelse i dag konstitueret sig. Samtidig er der drøftet nogle emner for teamet for et nyt spil, og bestyrelsen vil kontakte Morten Søvsø, Museum Vest, for at høre om han kan hjælpe med nogle historiske oplysninger.

På den stiftende generalforsamling blev Mona Christensen, Liv Jensen, Kirsten Tygesen, Willi Weber og Dieter Sebelin valgt ind i bestyrelsen, mens Thomas Hauger og Susanne Bundgaard blev valgt som suppleanter.

Bestyrelsen har konstitueret sig med Mona Christensen som forperson, Liv Jensen som næstforperson, Kirsten Tygesen som sekretær, Willi Weber som kasserer og Dieter Sebelin som menigt bestyrelsesmedlem.

– Vi talte også om, hvad det stykke, vi vil opføre, skal hedde. Og vi vil kontakte Morten Søvsø i håb om, at han vil mødes med os for at give nogle input. Vi har nogle ideer at arbejde videre med, fortæller Mona Christensen.

Had bliver næste skridt?

– Vi skal finde ud af, hvad stykket skal handle om, og her kommer Morten Søvsø ind i billedet. Vi skal bruge byen og de personer, der kan noget. Vi skal søge penge og vi skal finde en forfatter til stykket, fortæller Mona Christensen, der også fortæller, at indtil videre holder den tidsplan, der er lagt.