Tekst & Foto: Johnny Tauman
20. januar 2022

Informationshytterne på den 48 kilometer lange grænsesti fra Vadehavet til Kongeåen er begyndt at ændre udtryk. De kridhvide cement hytter med informationsmaterialer er præget af den jyske natur – og har fået nogle belægninger. Nogle vil sikkert begræde, at hytterne ikke står som hvide andre monumenter, mens andre blot tænker : pyt.

 

RYK IND RIBE gjorde holdt ved hytten i Hømlund – langs Toftlundvej, hvor der kører en del tung trafik. Et ophold med hjemmebragt kringle og kaffe indtaget ved bord-bænkesættene må vel nærmest betegnes utænkeligt. Men har du lyst til at se illustrationer og læse nogle lokale historier, så er det ”alle pengene værd” (det koster i øvrigt ikke noget).

Islandske heste forhindrede forfremmelsen er en af beretningerne.

I 1909 skulle Grænsegendarmeriet spare. Styrken blev sat ned fra 129 til 100 mand, og ridehestenes antal blev reduceret fra 18 til 2. Oversergenterne måtte nøjes med islandske heste, som ikke kunne bære så meget.

Peder Madsen Kjær (1862-1937) var født i Vejen. Han blev sergent i Grænsegendarmeriet og gjorde tjeneste i Hømlund og Vester Vedsted. Derudover havde han politiopsynet med byggeriet af Ribedigets, som stod færdigt i 1915.

Ubereden sergent Kjær havde i mange år stået foran en forfremmelse, men som hans overordnede oberstløjtnant Rømmeling skrev i indstillingen, kunne det først ske, da det i 1914 blev besluttet at bruge rideheste igen. Kjær havde simpelthen været for overvægtig til, at en islænder kunne bære ham.