Tekst & Foto: Johnny Tauman
21. oktober 2020
Godt nok er det snart Halloween, men Esbjerg Kommune har ikke pyntet gadelamperne hertil!

Karsten og Gerda har ansvaret for renoveringen af gågaden – og belysningen kommer med i løbet af 2021
Da RYK IND RIBE sammen med projektleder Karsten Gram og ingeniør Gerda Stefánsdottir kikkede på renoveringen af gågaden, faldt snakken også på gadelamperne.
– Ja, det er jo ikke som i den tid, hvor byens lygtetændere også skulle renholde glasset, som kunne være sodet til, må Karsten Gram erkende, men oplyser samtidig: – Når vi renoverer på gadeplan, så tager vi selvfølgelig også lamperne med. Glassene ser ud til at have set lidt af hvert i tidens løb – så de skal måske udskiftes, men der kan også blive tale om udskiftning / bemaling af gadelamper – både de stående og væghængte.
Karsten Gram fortæller, at der under den nuværende renovering af sydsiden vil blive trukket nye kabler til lamperne. De vil så senere vil blive monteret med tidssvarende pærer.
Det bliver simpelthen en flot gågade, når den står færdig.

Mange gadelamper hænger på husmure, mens andre er fritstående











































































