Tekst og foto: Johnny Tauman og Rene Jørgensen
3. september 2018
Mandag d. 3. september er der afholdt to møder på Den gamle Avlsgård – kl. 10:00 for de beboere, som bor ØST for A11 og kl. 13.30 for de erhvervsdrivende VEST for A11.
Projektleder Mike Boesen gennemgik på begge møder status på projektet – og herefter var der mulighed for at stille opklarende spørgsmål.
40 beboere havde stor spørgelyst
På formiddagens møde blev overværet af godt 40 berørte beboere langs såvel Plantagevej som Trojelsvej, som havde stor spørgelyst. RYK IND sætter i en række artikler fokus på nogle af de forhold, som blev vendt – herunder også, hvordan evt. udgifter til den ”private-fællesvej” skal fordeles. Her havde også beboere på Stærevej en klar holdning.
Mødet blev på bedste vis ledet af kommissarius Mette Pleidrup Nielsen, som sammen med Ekspropriationskommissionen gav de enkelte husejere mulighed for at komme til orde i et tilstødende lokale.
Lysregulering ved Skovgrillen gav debat
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at beboerne langs Plantagevej og ejeren af Skovgrillen Cindy Aggertoft har nogle relevante pointer og spørgsmål – især til Mike Boesen fra Vejdirektoratet, som kunne fortælle, at der er planlagt en lysregulering fra den vestlige Parkeringsplads til Skovgrillen – over den firesporede hovedvej. Lysreguleringen vil være tilpasset den, der er placeret i krydset ved Farupvej/Obbekjærvej.” Og så skal hastigheden på hele vejstrækningen holdes på maks. 50 km/t,” fremhævede projektlederen flere gange.
Støjskærme og parkeringspladser
RYK IND oplevede en intens drøftelse mellem bla. fagligsekretær Lynge Bai Nielsen, der bor tæt ved jernbanen (Plantagevej 42) sammen med sin kone Tamara og familiens børn og Cindy Aggertoft, Skovgrillen. ”Det handler for os om at få den støjvæg op”, pointerede Lynge, mens Cindy var optaget af, at den nye ”private-fællesvej” vil snuppe mindst 5-6 af de parkeringspladser, der findes i dag. Det er planen, at beboere skal kunne køre bag om Skovgrillen og helt frem til jernbanen adskilt fra Hovedvejen. Der skal så laves en vendeplads ud for Plantagevej 44.
Vejdirektoratet udfører kun arbejder, der er hjemmel til
Ekspropriationskommissionen – der består af fem personer med en jurist som formand for tiden Mette Pleidrup Nielsen (en kommissarius), som skal godkende projektet ved besigtigelsesforretningen – og sikre, at Vejdirektoratet kun gennemfører de arbejder, som det har hjemmel til.
Ekspropriationsforretningen tog efter de to møder i marken sammen med Vejvæsenets mandskab for at se må de lokale forhold og møde de berørte matrikler. Og oplevelser og viden fra denne rundtur skal så sammenholdes med projektet – og indpasses, hvor det er muligt.
Der var stadig gang i besigtigelserne sidst på eftermiddagen
Kl. 17.00 var de stadig i gang med at se på forholdene ved Skovgrillen – efter at være startet på Trojelsvej. Turen ville herefter fortsatte ned til A.P. Jørgensen, hvor nogle sad og ventede på havestole.
Når dagen er overstået, vil der gå 8 uger inden protokollen er færdig.
Såfremt kommissionen kan vedtage projektet, vil de nødvendige ekspropriationer blive foretaget ved en senere lejlighed. Lodsejere, der efter det foreliggende projekt berøres af anlægget, modtager et eksemplar af denne kundgørelse og bedes orientere eventuelle brugere om sagen.