Tekst: René Jørgensen Illustration: Beredskabesstyrelsen
4. juli 2019.

“Du danske sommer, jeg elsker dig”, men er du og din bolig klar, hvis der kommer skybrud? Beredskabet har udsendt et Tweet

Skybrud

De kraftige regnmængder ved et skybrud påvirker kloaksystemerne, vejnettet og den kollektive trafik. Det kan give problemer med forsyningen af el, vand og varme, it-tjenester og telefonnettet. Hvis du har en kælder, er der risiko for, at den kan blive oversvømmet. Men du kan med få, enkle forholdsregler forebygge de værste skader.

  • Vær klar. Sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan dække gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt.
  • Luk af og dæk til. Luk vinduer og døre og sørg for, at alle åbninger udadtil er dækket til med sandsække eller lignende.
  • Led vandet væk. Tjek, at udendørs afløb, riste og tagrender ikke er tilstoppede, og grav evt. render rundt om huset.
  • Hold ind. Store mængder vand gør vejene usikre. Hold ind til siden, hvis du er bilist og bliver fanget i et skybrud.
  • Undgå kontakt. Opstigende kloakvand kan være sundhedsskadeligt.

Det var rådene fra Beredskabsstyrelsen, der på deres hjemmeside også giver gode råd til, hvad man skal gøre, når skaden er sket.