Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 20. februar

Medarbejdere ved Sydvestjysk Brandvæsen har haft et særdeles travlt døgn.

Først måtte omkring 30 personer arbejde indtil midnat natten til torsdag for at lukke hullet i diget i Varming. Og torsdag formiddag gik det løs ved Ribe Fritidscenter, hvor de store vandmasser fra Varming truede med at sætte Ribe Fritidscenterunder vand. Her var en lille snes mænd sat ind, da der var travlest.

En kraftig indsats fra både brandvæsen og fritidscentrets personale samt materiel og mandskab fra Sdr. Farup Maskinstation hindrede de helt store ødelæggelser.

Som beredskabschef Jens Mølgaard, Sydvestjysk Brandvæsen, lakonisk konstatere midt i arbejdet: – Nu behøver vi altså ikke mere vand.

Jens Mølgaard fortalte midt under arbejdet ved fritidscentret, at det faktisk er umuligt at pumpe vandet væk.

– Vi har ingen steder at pumpe det hen, for hvis vi pumper det ud i åsystemet, så skaber det bare problemer andre steder. Aktuelt gør vi det, at vi prøver at dæmme op for det vand, der truer fritidscentret, og så pumper vi det vand, der står omkring centret, tilbage til boldbanerne, hvor det kommer fra, fortalte beredskabschefen, der ikke er begejstret for weekendens vejrudsigt, der lover både mere blæst og regn.

Jens Mølgaard roser i øvrigt befolkningen i Ribe: – Den tager situationen meget roligt, og folk er klare over, at vi gør, hvad vi kan. Masser af mennesker klarer selv deres problemer.