Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 17. marts
Når Esbjerg Kommune i år gennemfører den tilsynskampagne, der tidligere er vedtaget i byrådet, bliver fokuspunkterne jordforurening ved steder, hvor der sælges benzin, hvilket primært vil sige tankstationer, samt afskaffelse af affald ved landbruget på den rigtige måde.
Hvordan og hvornår tilsynene vil blive gennemført, af hænger bl.a. af situationen og restriktionerne i forbindelse med Covid19.
Baggrunden for tilsynene er den overordnede plan, byrådet vedtog allerede i 2017 for tilsyn med industri og landbrug. I år foreslår forvaltningen, at det bliver de to nævnte områder, der sættes i fokus. Det er netop godkendt af udvalget for plan og miljø.
– Vi har valgt at ville forebygge jordforurening ved benzinsalgssteder og bortskaffelse af affald fra landbrugsejendomme. Bortskaffelse af affaldet har vi tidligere vendt med landbruget, og landmændene er også interesseret i at komme af med affaldet på bedst mulig måde. Det er to gode sager og to gode fokuspunkter i år, siger formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S).









































































