Tekst Hasse Jørgensen, foto Ove Detlevsen og Esbjerg Kommune, tirsdag den 24. januar 2025
I anledning af 1200-året for Ansgars ankomst til Danmark vil Ribe Domsogn i 2026 danne rammen om et folkemøde, der samler deltagerne om de 4 hovedtemaer: civilisation, dannelse, kald og fællesskab.
Regionsrådet i Region Syddanmark har netop i enighed besluttet at støtte folkemødet med 500.000 kroner.
I en pressemeddelelse fra Sabrina Bech Bartholin, byrådsmedlem i Esbjerg, regionsrådsmedlem og folketingskandidat for Dansk Folkeparti, hedder det:
”Folkemødet engagerer en bred kreds af lokale, nationale og internationale aktører, og styrker områder som undervisning, vidensberigelse, turisme og kultur i den historiske kulturarv, som Ribe Domsogn har.
Med en stærk forankring i både kirkeligt, folkeligt og kulturelt liv og med samarbejdspartnere som UCSyd, Aarhus Universitet, Syddansk Musik-konservatorium, Kulturskolen Esbjerg, Ribe Katedralskole, Ribe Kunstmuseum, Ribe VikingeCenter, MuseumVest og CAU Kiel, bliver Ansgar2026 en kulturel kraftsamling for hele Syddanmark.
Vi glæder os over, at Regionsrådet i enighed har besluttet, at bidrage Ansgar2026 – Et folkemøde i Ribe med 500.000 kr.
I Dansk Folkeparti tæller vi allerede ned til 2026!”