Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 27. august

De tre piger, der har sørget for pengene. Marie Pahuus, Emma Olsen med den 3 1/2 måneder gamle søn og Signe Thyssen
Høj, blå himmel, masser af sol, varme og frokost i det fri! Hvad kan man forlange mere af en sådan varm sensommer tirsdag.
På Margrethegården nød beboere og personale, at frokosten bestod af pandekager med to forskellige former for fyld, og som dessert var der pandekager med is, ligesom der var mulighed for en ”drink” samt øl eller vand til maden.
Det var Klåbys Pandekager, der var bestilt til at bespise beboerne, og de lækre pandekager blev nydt med stort velbehag.
At arrangementet i det hele taget kunne lade sig gøre, skyldes tre unge kvinder – Emma Olsen, Marie Pahuus og Signe Thyssen. De tre har et par gange lavet banko-spil på Stenbohus. Gevinsterne er skænket af de handlende i Ribe, og de penge, der er kommet ind ved spillet, er skænket til Margrethegården. Og det er de penge, der gør det muligt for plejehjemmet at lave den slags arrangementer, som der ellers ikke er penge til.
Og på hjemmet er man glade for at kunne give beboerne en sådan oplevelse. Og når så vejrguderne spiller med, bliver det ekstra festligt.












































































