Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 31. oktober 2022

Når valgstederne i morgen, tirsdag den 1. november åbner klokken 8, på Mandø dog først klokken 9, har du som beboer i Ribe området mulighed for at stemme på ikke færre end 129 kandidater af vidt forskellig politisk observans.

De 129 kandidater repræsenterer de respektive opstillingsberettigede partier, og at det er dem, du kan stemme på skyldes, at de alle er opstillet i Sønderjyllands Storkreds, der er en af de ti storkredse, som landet er opdelt i.

Storkredsene er hver især opdelt i 92 opstillingskredse, hvoraf Esbjerg Omegnskreds, der bl.a. omfatter Ribe området, er en af opstillingskredsene.

Der er flere navne, der er interessante i spillet om en plads i Folketinget. Anders Kronborg, socialdemokrat, Esbjerg, er folketingsmedlem i dag, og det skulle gå mærkeligt til, om ikke han bevarer pladsen i det høje ting. Henrik Dahl, der er bosiddende i Ribe og repræsenterer Liberal Alliance i Folketinget i dag, er også et godt bud på et folketingsmedlem efter valget. Hans parti står til en kæmpe fremgang fra 4 til 11 pladser i det nye Folketing, og Henrik Dahl har været en stærk mand i partiet.

Socialdemokratiet står til at miste fire mandater, men Anders Kronborg burde være sikker.

Venstre står til noget af en tilbagegang på 19 mandater til 24, og det kan gøre det meget svært for den lokale Klaus Sandfeld at nå en plads på tinge.

Anderledes ser det ud for Mette Kierkegaard, der i dag er bosat i Århus men stammer fra Kærbøl. Hendes parti med tidligere statsminister og Venstremand Lars Lykke Rasmussen i spidsen, står til at tordne ind i Folketinget med ikke færre end 15 mandater, og da meningsmålingerne har vist, at Moderaterne står godt i Syd- og Sønderjylland, kunne det sagtens give en plads på tinge til Mette Kirkegaard.

Når man arbejder med meningsmålinger, skal man hele tiden regne med en statistisk usikkerhed, som kan variere med flere procenter fra parti til parti og fra måling til måling. Målingerne laves ved, at man ringer til det man kalder en repræsentativ vælgerskare på omkring 1000 personer.

Men uanset hvad, er du med til at sammensætte det kommende folketing i morgen. Husk, at valgstedet i Ribe er flyttet fra den gamle Ribehallen til Ribe Fritidscenter. De øvrige valgsteder i Ribe er uforandrede.