Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 12. oktober
De trafikale forhold og mulighederne for parkering – eller mangel på samme, om man vil – har altid givet grobund for diskussioner i Ribe.
Ribe Bykernes Beboerforening har gennem mange år arbejdet med problemerne, og på generalforsamlingen i februar blev der nedsat et udvalg til at arbejde videre med sagen. Udvalget er nu færdigt med arbejdet og har sendt et oplæg til bestyrelsen, der har godkendt oplægget. Derfor er der indkaldt til et medlemsmøde den 28. oktober klokken 19 i fællessalen i Seminariehuset.
Her vil udvalgets oplæg blive præsenteret for medlemmerne, inden det bliver sendt videre til kommunen.
Formanden for beboerforeningen, Lene Unnerup oplyser, at det er nødvendigt med tilmelding senest fredag den 23. oktober.









































































