Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 28. december
En eller flere beboere på Holmevej i Ribe forsøger åbenbart at tage loven i egen hånd og vil åbenbart ikke respektere de fælles retningslinjer, som den lovgivende magt i landet har udstukket.
Den eller de pågældende personer tager også usmagelige metoder i brug for at gennemtrumfe deres synspunkter. Således beskyldes nogle bilister for at være mongoler!
Sagen drejer sig om parkering på Holmevej.
Nogle beboere i Ribes sydlige bydel har svært ved at finde en parkeringsplads ved deres bopæl, da parkeringsforholdene i den indre by – som bekendt – er problematiske. De pågældende har derfor valgt at parkere på Holmevej, og det er åbenbart faldet en eller nogle af de lokale beboere for brystet.
I hvert tilfælde har en af midtbyens beboerne fået et brev sat under vinduesviskeren på den parkerede bil, hvori der stod, at på trods af, at vedkommende ikke er beboer på Holmevej, parkerer han der og vender bilen i beboernes indkørsler. Han blev opfordret til at købe en p-licens og holde inde i byen eller bruge p-syd.
Den pågældende bilist, hvis identitet er redaktionen bekendt, svarede høfligt ved at tilkendegive, at han havde købt en parkeringslicens til den indre by, men at det er svært at finde p-pladser her, og han opfordrede beboeren til at ringe til ham, hvis bilen generede, så ville den blive flyttet.
Samtidig blev politiet kontaktet, og herfra blev det fastslået, at parkering og færdsel på Holmevej under iagttagelse af de almindelige færdselsregler er for alle, da der er tale om en offentlig vej, men at det ikke er tilladt at vende sin bil i andres indkørsel. Også kommunen er underrettet.
Det seneste skridt mod de uønskede bilister på Holmevej er nu, at flere biler på frontruden bliver forsynet med et klistermærke med teksten: ”Du parkerer som en mongol – brug P-Syd”. Klistermærket er desuden forsynet med symbolet på en handicappet.
Det kan være et underligt tilfælde, og om der er nogen sammenhæng, kan vi på Ryk Ind Ribe ikke bevise, men de nye klistermærker begyndte at dukke op samtidig med, at et skilt med en anvisningspil blev fjernet fra sin stander. Pilen angav i hvilken retning, der måtte parkeres på Holmevej. Og pilen er ikke blot faldet ned, da der skulle bruges værktøj for at få den fjernet.












































































