Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 3. november 2025
Beboere i Ribe nærmest domkirken er nu inviteret til en workshop, der holdes på mandag den 10. november i Rued Langgaard Salen i Kannikegården. Formålet med workshoppen er dels at informere de inviterede om hele projektet men også at de grupper, der arbejder med projektet, kan få input til det videre arbejde.
Det fortæller vicedirektør og byplanlægningschef Peer Rexen, der også oplyser, at i første omgang er det omkring et par hundrede beboere, der er inviteret til den lukkede workshop.
– Senere, den 16. december, holder vi en ny workshop, hvor endnu flere, bl.a. de handlende omkring domkirken, bliver inviteret med, så de også får en orientering om projektet og arbejdsgangen.
– Hvad er det for input i regner med at få?
– Deltagerne kan komme med indspark til, hvad de mener er vigtigt, og der kan være nogen, der sidder inde med en viden, som vi ikke har.
– Hvad er tidshorisonten for arbejdet?
– Vi skulle gerne kunne sætte det nye lys på domkirken i vinteren 2026, fortæller Peer Rexen.
Det er lysdesigner Iben Winther Orton fra designerkollektivet Ligthscapes, der står for det praktiske arbejde med lyssætningen, og hun har tidligere – som omtalt – været i Ribe for at prøve forskellige former for lyssætning.
Iben Winther Orton sagde den gang, at det gælder om at få domkirken præsenteret bedst muligt, hvad enten man ser den fra ringvejen eller står tæt på den. Og de forskellige lyseffekter kan enten fremhæve eller nedtone detaljer i bygningsværket.











































































