Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 11. april
Når man nu på grund af en Corona-krise ikke kan holde den normale påskefrokost, må man jo finde på alternativer. Og når en sådan er fundet, skal nogle få stænk fra himlen ikke hindre beboerne i Kongensgade i at gennemføre deres alternative frokost.
Så selv om vejrguderne lod det dryppe lidt, og selv om himlen så temmelig tung ud, blev den udendørs påskefrokost i Kongensgade gennemført!
Omkring en snes beboere havde sat deres haveborde og -stole ud på gaden, og med behørig afstand blev den medbragte mad spist, og der blev skålet med naboerne. Parasoller sørgede for, at de få regndråber ikke gjorde skår i glæden, og heldigvis var frokosten ikke mere end lige kommet i gang, før vejrguderne forbarmede sig. Drypperiet holdt op, og himlen blev noget lysere.
Og de usædvanlige omgivelser til trods, manglede hyggen og stemningen ikke. Nogle få levende lys og masser af påskeliljer, som var hentet på Hovedengen efter handelsstandsforeningens event fredag morgen – som omtalt andet sted på siden – gav en flot dekoration. Og selv om der var langt mellem de yderste borde i begge ender, forløb kommunikationen fint. En enkelt bilist, der troede, vedkommende skulle køre gennem Kongensgade, mens frokosten stod på, fandt ud af at finde alternative veje.













































































