Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 24. august

Der var på flere måder masser af nostalgi, da foreningen Renault Veteraner i denne weekend mødtes i Ribe.

Ikke alene kom de 86 deltagere kørende i mange forskellige modeller af Renault-bilen, men fælles for dem alle var, at det var veteranbiler.

Og dertil kom, at der blev lejlighed til at genopfriske lokal nostalgi.

Gunnar Friis Madsen fra Åbenrå var med. Som 83 årig kom han dog ikke kørende i en Renault, men han kunne for den sags skyld være fløjet til Ribe. For Gunnar Friis Madsen fortalte, at han netop har fået sit flycertifikat fornyet, og han jævnligt flyver rundt i Europa.

Men tilbage til landjorden. Gunnar Friis Madsen er en nevø til Bdr. Friis, der drev Renault-forhandling og -værksted i Skolegade, hvor i dag Ribe Bryghus har til huse.

Så der blev udvekslet mange minder om den gang, og som et ekstra kuriosum kunne Henrik Stenholdt fra Roskilde fortælle, at han har fået nogle gamle skilte fra Bdr. Friis’ tid i Ribe, og de skilte sidder i dag på hans varevogn, en Renault Dauphinoise fra 1956.

Henrik fortæller i øvrigt, at da Bdr. Friis med fornavnene Jørgen og Peter, drev forretning i Ribe, hed importæren af Renault i Danmark bdr. Friis Hansen, og det gav ofte anledning til forveksling mellem de to firmaer.

Foreningen Renault Veteraner mødtes fredag aften på Ribe Camping, der var base under besøget i domkirkebyen. Her blev der lørdag formiddag holdt generalforsamling, hvorefter turen gik til Kammerslusen og derefter til CB Auto og Skibbroen, inden der lørdag aften lev festet på campingpladsen. Søndag går det så hjem igen.

Det er i øvrigt 30 år siden foreningen er startet. Den har 165 medlemmer, og af dem var de 86 i Ribe.

Gunnar Friis Madsen ved skiltet, der fortæller om hans farbrødres virksomhed i Ribe.

Der var mange fine biler med i samlingen af veteranbiler

Ingen, der færdedes på Farupvej, kunne være i tvivl om, at der var Renault-træf. En af de gamle biler svævede højt over vejen i vognmand Leths kran.