Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 13. dec.

De var der alle sammen. De unge, hvoraf nogle formentligt ikke tidligere har spillet banko, og de ældre og mere garvede, hvor udtrykket ”gamle ole” er synonymet for tallet 90 – det højeste på en bankoplade.

Stedet var Stenbohus onsdag aften, og her var byens musikalske spillested omdannet til bankohal for en aften. Og det gav tryk på. Omkring en time før spilstart klokken 19.30, var det vanskeligt at finde en plads, hvor man kunne anbringe sine spilleplader.

Det var de tre veninder, Emma Olesen, Marie Pahuus og Signe Thyssen, der gentog sidste års store succes med et bankospil, hvor overskuddet gik til plejehjemmet Margrethegården. Her blev pengene brugt til en kæmpe fest for alle beboerne med pårørende. Også en succes, hvor elever fra Rypernes i Esbjerg stod for alt det praktiske omkring madlavning, servering af den tre retters menu og hårsætning samt styling af deltagerne.

Onsdag aftens banko samlede igen fuldt hus på Stenbohus, og der blev spillet om nogle fornemmer præmier, som velvilligt var skænket til det gode formål af byens erhvervsdrivende og handlende.

I skrivende stund er det endnu ikke gjort op, hvor stort et overskud, der blev denne onsdag aften.