Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 9. april 2025
Den 1. maj er det 150 år siden, at de første betalende rejsende kørte med toget fra Bramming til Ribe, og det skal fejres, mener indehaverne af Pakhuset og Ribe Bryghus/Remisen.
De to forretninger er gået sammen og er ved at planlægge et større arrangement i anledning af jubilæet.
Kristian Rasmussen fra Pakhuset fortæller, at man i øjeblikket arbejder på at få et foredrag i stand om banens tilblivelse. Desuden arbejdes der på at lave en fotoudstilling i selve stationsbygningen, der som bekendt i øjeblikket står ubenyttet hen. Desuden er der planer om at lave en guidet tur rundt på banearealet, hvor der ligger flere skjulte installationer, og endelig arbejdes der på at lave en koncert med Esbjerg Jernbaneorkester ved Remisen.
Egentligt kørte det første tog på strækningen den 31. april, men det var med inviterede gæster. Derfor har man valgt den 1. maj som jubilæumsdag, da det var denne dag de første ”almindelige” rejsende var med toget.
Tanken om banen fra Bramming til Ribe og videre til Tønder opstod, da det var vedtaget at anlægge banen fra Lunderskov til Esbjerg. Politikerne mente, at Ribe skulle have en bedre trafikforbindelse til det øvrige land. Med lov af 16. april 1873 blev det vedtaget at bygge banen.
Men interne stridigheder udskød projektet, og først da erhvervsmanden C. F. Tietgen trådte til, blev projektet gennemført. 1. juli 1896 blev driften af banen overdraget til DSB. Fra 2003 overtog Arriva, nu GoCollectiv, trafikken på strækningen.
Banen fra Ribe og syd på blev åbnet 15. november 1887
Indtil 1920 passerede banen den dansk-tysk grænse ved Vedsted/Hviding. Den tyske station Hviding og den danske station Vedsted havde fælles banegårdsbygning, en af Europas længste. Der blev senere indrettet statshospital i bygningen. Der i dag er flygtningecenter. Banegården er afløst af Hviding trinbræt.