Tekst og foto: René Jørgensen
7. juni 2018

Banedanmark spiller med musklerne

Ved overkørsel 26 på Hillerup Markvej holder beboerne ud endnu, faktisk så meget, at arbejdet ikke er gået igang.

Tidligere i dag er Knud Johnsen, talsmand for beboerne, blevet kontaktet af Banedanmark, der vil gøre Johnsen ansvarlig for at arbejdet ikke kan komme i gang. Om det bliver til en politianmeldelse, vides dog ikke. Ifølge flere fremmødte, har man før hørt Banedanmark rasle med sablen.

Det er svært at vurdere på hvornår der sker noget. Ifølge JydskeVestkysten bliver det mandag den 11. juni arbejdet starter, og flytter beboerne sig ikke frivilligt, bliver det med politiets hjælp.

Forholdene på vejen er ellers rolige og politiet har været forbi et par gange, men der er ingen fysiske forhindrer ved overkørslen.

Blandt de ca. 40 fremmødte der ville vise deres sympati med beboerne, var Hans Otto Sørensen fra Skærbæk, der kiggede forbi for at give sin støtte, sympati og respekt til beboerne. Hans Otto Sørensen kender det hele fra overkørsel 83, en anden lukningstruet overskæring, og det var hårde ord han havde at sige om måden Banedanmark opfører sig på.

Kl. 17.15 kom Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommunes borgmester forbi, han vil sammen med folketingsmedlem Troels Ravn fra Socialdemokraterne snakke med beboerne og høre deres mening og ulemper ved en lukning af overkørsel 26.   Det er ingen tvivl om de lokale har politikernes opbakning, og fredag sender Esbjergs borgmester et brev til Banedanmark, at man ønsker gravetilladelsen sat i bero.

Beboerne føler sig nok lidt mere trygge nu, hvor både Jesper Frost Rasmussen (V), Troels Ravn (A), May-Britt Andrea Andersen (C) forsøger at få deres partiers trafikordfører i tale og kan man få skabt et flertal uden om trafikministeren, kan beboerne ånde lettet op, for de gav klar udtryk for at de ikke ønsker overkørsel 26 lukket og dermed øge trafikken på Varde Hovedvej og A11.

De fremmødte politikere mente med denne beslutning om lukning, at den sunde fornuft var sat ud af spil og det var en ganske håbløs beslutning der sikkert byggede på tal fra 2009, hvor trafikmønstret i dag er noget anderledes.