Tekst og foto: René Jørgensen
6. august 2026.
Balloner indtog himlen over Gram – DM skudt i gang ved Gram Slot
GRAM: De kommende dage bliver himlen over Gram fyldt med farverige luftballoner, når Danmarksmesterskabet i ballonflyvning 2026 – DreamBalloon Cup – afvikles med Gram Slot som stævnecentrum.
Fra onsdag den 5. august til lørdag den 8. august mødes nogle af landets dygtigste ballonpiloter i Sønderjylland for at kæmpe om det danske mesterskab. I alt ti balloner deltager i konkurrencen, som arrangeres af Dansk Ballonunions sportsudvalg.
Allerede inden den officielle start fik publikum en forsmag på begivenheden, da en af deltagerne, ballonskipper Kim, forsøgte en prøvetur fra Gram. Som altid ved ballonflyvning var vejret den afgørende faktor, og både piloter og tilskuere måtte væbne sig med tålmodighed.
Vejret bestemmer
Ballonflyvning er en af de sportsgrene, hvor naturen har det sidste ord. Selv en forholdsvis frisk vind kan betyde, at en flyvning må udsættes eller helt aflyses.
Ved mesterskabets første konkurrence flyvning blev deltagerne mødt af kraftig blæst. Derfor samledes alle balloner ved startstedet på Skovridervej i Gram, mens stævneledelsen løbende vurderede vindforholdene. Først når vinden falder til et sikkert niveau, bliver det grønne flag hejst, og ballonerne får lov til at lette.
Præcision frem for fart
Selv om de store balloner glider roligt gennem luften, er ballonflyvning en præcisionssport. Piloterne konkurrerer ikke om at komme først, men om at navigere mest præcist mod udvalgte mål.
Ved den første konkurrence flyvning skulle piloterne blandt andet vælge egne mål samt ramme ét af tre fastlagte mål i området omkring Gram Slot. Det gav samtidig publikum mulighed for – hvis vejret tillod det – at opleve ballonerne svæve hen over slotsområdet.
Syv planlagte flyvninger
Der er planlagt syv konkurrence flyvninger under mesterskabet:
Onsdag aften
Torsdag morgen og aften
Fredag morgen og aften
Lørdag morgen og aften
Flyvningerne gennemføres kun, hvis vejret tillader det. Morgenflyvningerne starter omkring solopgang, mens aftenflyvningerne finder sted fra omkring klokken 18-19 og frem til solnedgang.
Hver morgen omkring klokken 5.30 og hver eftermiddag omkring klokken 17.30 offentliggør arrangørerne dagens startsted, forventede flyveretning og forventede starttidspunkt.
Flot afslutning på første aften
De mange fremmødte ved Gram Slot måtte onsdag aften væbne sig med tålmodighed. Den kraftige vind betød, at den planlagte start blev udsat flere gange, mens stævneledelsen vurderede, om forholdene var forsvarlige.
Først omkring klokken 20.30 blev det grønne flag hejst, og de ti balloner kunne én efter én stige til vejrs. Vinden sendte dem mod nordøst, hvilket betød, at de ikke kom ind over Gram Slot, som mange havde håbet.
Til gengæld blev de fremmødte belønnet med et flot syn, da de farverige balloner steg op mod den klare blå aftenhimmel og markerede begyndelsen på årets Danmarksmesterskab i ballonflyvning.
Publikum kan de kommende dage fortsat opleve ballonerne på tæt hold. Da både startsteder og flyveretninger afhænger af vejret, opfordrer arrangørerne til at følge de løbende opdateringer om dagens flyvninger.












































































