Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 9. september 2026
I 1996 åbnede Lisbet Heidum Danmarks første Bailine-klinik i Randers. Det nye norske behandlingskoncept vakte så stor nysgerrighed, at journalister og fotografer kom til byen for selv at opleve det.
I dag drives klinikken videre af Lisbets svigerdatter, Dorte Heidum, og i september fejrer Bailine 30 år i Danmark.
Det markeres også i Ribe, hvor en af de mange Bailine-klinikker ligger i sundhedscentret på Tangevej.
Det var Maj-Brit Z. Juul, der for 18 år siden åbnede klinikken i Ribe, der for fem måneder siden blev overtaget af Lian Kapitein, som driver klinikken i dag og er kommet rigtig godt fra start.
– Jeg har selv været kunde i klinikken gennem mange år og har på egen krop oplevet, hvad bailine kan gøre for både velvære, energi og livskvalitet. Derfor føles det helt særligt nu selv at stå i klinikken og hjælpe andre videre.
– Maj-Brit Z. Juul har hjulpet mange mennesker til en bedre hverdag med færre smerter, mere energi og større velvære. Den omsorg og erfaring ønsker jeg at føre videre i klinikken. Hos bailine handler det om hele mennesket – om at skabe balance, velvære og give kroppen de bedste muligheder for at fungere optimalt i en travl hverdag, siger Lian Kapitein.
I år er det 30 år siden, at Lisbet Heidum åbnede den første danske Bailine-klinik. Dengang var Bailine især kendt for figurformning og vægttab – og kun for kvinder. Gennem årene er behandlingerne blevet udviklet og udvidet til alle køn. Der ligger stadig en klinik i Randers – og familien Heidum er stadig en del af historien. Klinikken blev startet af Lisbeth Heidum og drives i dag af hendes svigerdatter, Dorte Heidum.
Bailine stammer fra Norge og systemet går ud på med elektroder at føre elektriske impulser til muskler.
Lian Kapitein markerer den 16. september med en række gode tilbud, at det er fem måneder siden hun overtog klinikken, og selve jubilæet bliver i denne måned markeret med konkurrencer.

Lisbeth og Dorte Heidum







































































