Tekst & Foto: Johnny Tauman
4. januar 2021
Bagvandet giver oftere store – for ikke at skrive – enorme udfordringer, som da massive nedbørsmængder oversvømmede området øst for Ribe – forårsagede digebrud som ramte boldbanerne og Ribe Fritidscenter. Og så da ikke at forglemme oversvømmelserne på Holmevej og Møllevej.
Stigende vandspejl i havene betyder, at det kan blive vanskeligere at have Ribe Kammersluse og Kongeåslusen åbne i så lang tid – under ebbe – som det er tilfældet i dag. Derfor Har RYK IND RIBE taget kontakt til Kystinspektoratet for at få et bud på såvel Ribe-diget og håndteringen af bagvand.
Svar fra Kystzoneforvaltningen
Områdechef Hans Erik Cutoi-Toft i Kystzoneforvaltningen under Miljø- og Fødevareministeriet har ved hjælp af sine dygtige kolleger forsøgt at besvare RYK IND RIBEs spørgsmål.
Digelagene er ansvarlige
Hans Erik Cutoi-Toft svarer bla.: – Vadehavsdigerne og dermed Ribe Dige ejes af de respektive digelag. Det er derfor digelagene, der er ansvarlige for, at digerne har tilstrækkelig styrke under højvandssituationer.
Statslige puljer
Digelagene har løbende fået økonomisk tilskud fra det offentlige dvs. stat og kommune til reparationer og forstærkning af digerne.
I 2020 har der således været en statslig pulje på ca. 40 mio. kr., som digelagene ved Vadehavet har kunnet søge tilskud fra til forstærkning af deres diger.
Der er ligeledes statslige puljer, som digelagene kan søge tilskud fra i årene 2021-2023.
Udledningen af bagvand
Områdechefen siger om udledning af bagvandet: – Det er en anden udfordring. Efter perioder med store nedbørsmængder og vestenvind – og dermed højvande i Vadehavet og lukkede sluser, kan store arealer i baglandet blive oversvømmet. Det var slemt i efteråret 2018 og i februar 2020.
Slusernes åbningstid reduceres
Hans Erik Cutoi-Toft påpeger, at stigende vandspejl i havet vil betyde, at det tidsrum, hvor åvandet kan løbe ud, reduceres. Det betyder højere vandstand i åen og højere grundvandsspejl i de lave arealer i nærheden af åen.
Udvidelse af sluserne eller pumper
Områdechefen peger på en mulig løsning af dette problem: – Der skal ske en udvidelse af slusegennemløbet eller installeres en pumpe, der kan pumpe vandet direkte ud, uden at det skal igennem slusen.
Esbjerg Kommune skal finde pengene
Afsluttende siger Hans Erik Cutoi-Toft: – Da kommunen er vandløbsmyndighed, er det kommunen, der er ansvarlig for at løse problemet herunder at klare finansieringen.